Hønsesalat er en klassiker på frokostbordet. (©DR)

Hønsesalat med knoldselleri, ristet rugbrød og bacon

Prøv Adam Aamanns opskrift på en klassisk hønsesalat med selleri og sprød bacon, som smager skønt på godt rugbrød. Hønsesalat er oplagt at lave af en rest kylling, og det bliver derfor en nem måde 'strække' kødet til flere dage. Resultatet bliver budgetmad af god kvalitet der er fuld af smag.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 2 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

Hønsesalat

  • ca. 300 g kyllingekød, plukket
  • ca. 150 g knoldselleri
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. æbleeddike
  • havsalt efter smag

Creme til hønsesalat

  • 1 dl creme fraiche 38%
  • 1 dl græsk yoghurt 10%
  • 1 ½ dl mayonnaise
  • 1 spsk. dijonsennep
  • ½ spsk. honning
  • 2-3 spsk. citronsaft

Anretning

  • 1-2 hoveder hjertesalat
  • 1 æble, syrligt og sprødt
  • 1-2 stængler bladselleri
  • 4 skiver stegt bacon
  • ristet rugbrød

Fremgangsmåde

Bagte knoldselleritern

  1. Tænd ovnen på 150 grader. 
  2. Skræl knoldsellerien, og skær den i tern på ½ x ½ cm. Vend ternene med olie, salt og eddike. 
  3. Kom dem i et fad, og bag dem i ovnen i ca. 20 minutter til de er møre. Lad dem køle af.

Creme til hønsesalat

  1. Rør alle ingredienserne til cremen godt sammen, og vend kyllingekødet og de afkølede, bagte selleritern i. Smag til med havsalt, friskkværnet peber og evt. lidt citronsaft. 
  2. Sæt hønsesalaten på køl, og lad den trække i 30 minutter - gerne et par timer. Rør rundt i den inden anretningen.

Anretning

  1. Del hjertesalaten i blade, skyl bladene og læg dem i iskoldt vand i 10 minutter. Kom dem derefter i en salatslynge, og slyng dem eller tør dem i et viskestykke. 
  2. Skær æbler og bladselleri i fine tern på ½ x ½ cm, og bland dem.
  3. Kom hønsesalat i en skål eller tallerken, og server med hjertesalatblade, æbleblandingen, den stegte bacon og det ristede rugbrød.