Hulepindsvin i kokos med grøn peber og fufu
I Cameroun i Afrika var Nikolaj og Jørgen på jagt i programmet Nak & Æd, og i lejeren blev der blandt andet kokkereret denne lækre opskrift på hulepindsvin i en cremet kokossauce og med grøntsager som peber og aubergine. Server eventuelt også med fufu til - en afrikansk mos af kassava og bananer.
Tilberedningstid:
1 time
Antal portioner:
2 pers.
Kok og program
Ingredienser
Hulepindsvin i kokos
- 200 g kød fra hulepindsvin i strimler
- 2 fed hvidløg
- 1 cm frisk ingefær
- 2-3 kartofler
- 4 afrikanske auberginer
- 1 grøn peberfrugt
- 1 tomat
- 100 ml kokosmælk
- 1 spsk. karry
- 2 citronblade
- salt og peber
- olie til stegning
Fufu
- 2 madbananer
- 1/2 kassava
Fremgangsmåde
Hulepindsvin i kokos
- Begynd med at snitte både hvidløg og ingefær yderst fint, og bland med i kødet. Lad det trække sådan i nogle minutter.
- Kom olie i en gryde og varm op. Brun kødet heri, uden at stege det for hårdt.
- Skræl kartoflerne og del i grove stykker. Kom disse ved sammen med karry og brænd dette let af. Tilsæt lidt vand og kokosmælken, og lad det hele simre i ca. 20 minutter - husk at tilsætte lidt vand undervejs så det ikke brænder på. Halver auberginerne og kom ved. Krydr med salt og peber.
- Snit peberfrugten i små stykker og tilsæt sammen med tomat i mindre stykker. Lad det hele simre nogle minutter. Drys til slut med fine strimler af citronblade ud og server.
Fufu
- Pil bananerne og skræl kassava. Kom i en gryde og dæk med vand, og lad det koge helt mørt.
- Fjern fra varmen, hæld vandet fra og lad detdampe af under låg i nogle minutter.
- Stød kassava'en i en morter til en fin mos. Læg tilbage i gryden. Stød ligeledes bananerne til fin mos, og kom disse ned til kassavaen. Rør kraftigt sammen og server.