Hummus kan benyttes både som dip og som tilbehør til brød eller salat. (©Shutterstock)

Hummus

I programmet Spise med Price laver brødrene Price en nem og hurtig opskrift på en skøn hummus. Den kan både bruges som dip og som tilbehør til forskellige salater, så det er bare med at komme i gang!

Kikærterne skal udblødes i 10 timer og koges inden hummus påbegyndes.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 6 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 250-300 g tørrede kikærter
  • 1-2 spsk. tahin
  • 2 dl olivenolie
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1 smule ingefær
  • 1-2 tsk. stødt spidskommen
  • salt og peber
  • 1 stk. citron

Fremgangsmåde

Udblød kikærterne i 10 timer. Skift evt. vand en gang undervej. Kassér vandet.

Kog kikærterne i halvanden time i frisk vand eller god grønsagsbouillon. Her kan også med fordel kommes lidt laurbær og andre krydderier i kogevandet. Ærterne skal være fuldkommen møre. Lad dem køle af – evt. i koldt vand.

Insisterer man på at gøre det som ”da det skete i de dage”, støder man sin hummus i en morter. Det kan dog ikke anbefales de utålmodige. Tag en foodprocessor eller en stavblender og kør kikærter, tahin, olie, presset hvidløg, citronsaft og krydderier sammen. Der kan også kommes lidt revet ingefær i. Prøv det – eller udelad det. Denne del af opskriften er apokryf.

Om man foretrækker sin hummus grov eller fin er en smagssag. Den ”ægte” mellemøstlige version er dog klart en silkeblød, fin creme.