Hvidvinsdampede blåmuslinger er en skøn og elsket klassiker. Her Julles opskrift fra 'Rigtige mænd - det nye hold'. (©DR)

Hvidvinsdampede blåmuslinger

Hvidvinsdampede blåmuslinger er en enkelt ret, som sparker benene væk under de fleste. Nem og enkel og samtidig delikat og festlig. I DR-programmet 'Rigtige mænd - det nye hold' giver Julle sig i kast med denne opskrift på hvidvinsdampede blåmuslinger. Opskriften er fra bogen 'Rigtige Mænd - det nye hold' og er udgivet på Lindhardt og Ringhof Forlag A/S.

Tilberedningstid: 25 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 2 kg blåmuslinger
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 3 spsk. olivenolie
  • 5 kviste frisk timian
  • 2 dl tør hvidvin
  • Lidt salt
  • Lidt peber
  • 1 bundt persille
  • 2 1/2 dl piskefløde

Fremgangsmåde

  1. Rens blåmuslingerne grundigt i koldt vand, og skær ’skægget’ af. Sorter de åbne muslinger fra. Dem skal du ikke bruge.
  2. Hak rødløg og hvidløg fint. Varm olien op i en gryde og svits løg, hvidløg og de friske timiankviste i et par minutter.
  3. Hæld hvidvin i og varm op. Kom blåmuslingerne i gryden.
  4. Lad dem dampe under låg i ca. 5 min. Ryst gryden et par gange. Smag til med salt og peber. Denne gang skal du sortere de lukkede muslinger fra og kassere dem.
  5. Si de færdige muslinger fra og hæld muslingefonden tilbage i gryden. Tilsæt piskefløde og kog eventuelt fonden lidt ind, hvis saucen skal være mere cremet.
  6. Kom de færdige blåmuslinger i en stor skål, hæld saucen over og drys med friskhakket persille.