Krydderkage og blåskimmelost kan noget helt særligt sammen. (©DR)

Ingefærbrød med blåskimmel og syltet mandarinskal

En lækker lille hapser, som Anne Hjernøe lavede da hende og Anders Agger besøgte England og Brexitlandet. De små ingefærbrød med ost er gode som snack eller en lille forret. Server gerne med en Earl Grey Martini til.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 2 pers.

Kok og program

Ingredienser

Ingefærbrød med blå ost

  • 6 mandariner
  • 2-3 spsk. flydende honning
  • 4 skiver ingefærbrød eller krydderkage
  • 50-70 g blåskimmelost

Earl Grey Martini (2 stk.)

  • 1 -1½ dl earl grey te
  • 10 cl gin
  • 1 citron
  • 12 isterninger
  • mandarinsirup efter smag

Fremgangsmåde

Ingefærbrød med blå ost

  1. Riv skallen af mandarinerne med et citrusjern. Kom dem i en gryde sammen med saften fra mandarinerne og honningen. Lad blandingen simre ved middelvarme indtil den tykner let, ca. 15-20 minutter. 
  2. Hvis dit ingefærbrød eller din krydderkage ikke er alt for klistret, kan du med fordel riste skiverne i brødristeren. 
  3. Smør derefter brødene med blåskimmelost, og top med mandarinskallerne. Gem f.eks. mandarinsiruppen til en earl grey martini. Se nedenfor.

Earl Grey Martini

  1. Lav en frisk kop eller kande med Earl Grey te og lad den køle helt af. 
  2. I en shaker kommer du nu, gin, Earl Grey te, et par skefulde mandarinsirup, lidt citronsaft og isterninger. 
  3. Ryst blandingen iskold. Smag den til. Den skal være stærk, men sød, syrlig og aromatisk. Servér cocktailen med det samme.