Mette fra Den Store Bagedyst har kreeret denne islandske version af en lagkage. (©DR)

Islandsk kage med skyrmousse

Denne smukke, islandsk inspirerede kage er med hvid chokolademousse, skyrmousse, pistaciebunde og meget mere.

Tilberedningstid: 5 timer Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Hvid chokolademousse med mint

  • 180 g hvid chokolade
  • 3 dl piskefløde
  • 3 stk. æggehvider
  • 1 tsk. citronsaft
  • 2 tsk. sukker
  • 1 stang vaniljekorn
  • 0,5 tsk. pebermynteekstrakt
  • 4 blade husblas

Skyrmousse

  • 300 g skyr
  • 200 g fløde
  • 150 g æggehvider
  • 4 blade husblas
  • 1 smule vanilje

Brune bunde

  • 75 g hvid chokolade
  • 1 stang vaniljekorn
  • 125 g smør
  • 1,25 dl sødmælk
  • 220 g sukker
  • 1 stk. æg
  • 150 g mel
  • 0,5 tsk. bagepulver
  • 25 g mørk chokolade
  • 40 g kakao

Pistaciebunde

  • 4 stk. æg
  • 125 g sukker
  • 100 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 125 g usaltede pistacienødder

Karamel til sukkerslør

  • 300 g sukker
  • 1 dl vand
  • 1 tsk. glukose

Karamelpynt

  • 300 g isomalt
  • 30 g vand
  • 1 smule frugtfarve
  • 1 smule pebermynteekstrakt

Sneovertræk

  • 300 g palmin
  • 300 g smør
  • 1200 g flormelis
  • 1 smule vaniljearoma
  • 1 smule mælk

Fremgangsmåde

Lav den hvide chokolademousse med mint:

  1. Udblød husblas i ca. ½ time i koldt vand.

  2. Smelt chokoladen sammen med ½ dl fløde over vandbad. 

  3. Vend husblas i. Afkøl til kun lun.

  4. Pisk æggehviderne stive med citronsaften.

  5. Pisk fløden (2½ dl) stiv sammen med sukker, vanilje og pebermynte.

  6. Vend forsigtigt chokoladen i hviderne.

  7. Vend blandingen sammen med flødeskummet og hæld blandingen i din kage. 

 

Lav skyrmousse:

  1. Pisk fløde og æggehvider til skum i hver deres skål.

  2. Opvarm 1/3 af skyren og smelt husblas heri.

  3. Vendes sammen med resten af skyren.

  4. Denne blandes sammen med først æggehvider og derefter fløde. 
 

Lav brune bunde:

  1. Varm vanilje, den tomme vaniljestang, smør, mælk og sukker op til ca. 80 grader.

  2. Hæld ca. halvdelen over din chokolade og rør rundt til ensartethed dannes.

  3. Tilsæt så resten.

  4. Blandingen afkøles.

  5. Pisk æggene i et ad gangen.

  6. Sigt mel, bagepulver og kakao i dejen og bland sammen med den hakkede, mørke chokolade.

  7. Fordel dejen i en smurt springform og bag ved 170 grader i ca. 20-30 minutter. 

  8. Afkøl og befri. 

 

Lav pistaciebunde:

  1.  Pisk æg og sukker godt sammen ca. 10 minutter.

  2. Sigt mel og bagepulver ned til blandingen.

  3. Vend nødderne i blandingen.

  4. Massen hældes i en smurt springform drysset med sukker. 

  5. Bages i ca. 20 minutter ved 175 grader.

  6. Afkøl kagen og flæk kagen til tre bunde. (Du skal bruge 2 af dem i denne opskrift). 
 

Lav karamel til sukkerslør:

  1.  Kog sukker, vand og glykose i en gryde. Først roligt, så med fuld varme og så roligt igen (middel varme).

  2. Vask siderne på kasserollen med en pensel, som er dyppet i koldt vand.

  3. Når karamellen tyknes bruges et termometer til at gå efter temperaturen 152 grader.

  4. Læg bagepapir på køkkenbordet og pisk lange, tynde tråde hen over bordet.

  5. Form til små kugler som bruges til pynt lige inden kagen skal serveres.
    (OBS: Sukkerslør må aldrig kommes i køleskab). 
 

Lav karamelpynt:

  1. Varm isomalt og vand op til 170 grader.

  2. Hæld hurtigt noget af massen over en macaronsmåtte og afkøl (farv evt. indeni små glas og hæld derefter).

  3. Resten hældes ud på en bagemåtte i silikone (tilsæt smag) og foldes indtil det er kølet lidt af og kan formes som man ønsker (her til bolsjer rundt om kagen). 

 

Sneovertræk:

  1.  Rør med k-spade palmin og smør sammen.

  2. Tilsæt flormelis og rør.

  3. Tilsæt mælk og vanilje efter den konsistens du ønsker.

  4. Dette bruges til at smøre kagen med. 
 

Samling af kagen:

  1. Brug en kagering med folie langs siderene til at holde formen på kagen.

  2. Placer en pistaciebund.

  3. Hæld skyrmousse oven på.

  4. Placer en brun bund.

  5. Hæld mintmousse oven på.

  6. Placer en pistaciebund.

  7. Smør med sneovertræk.

  8. Placer bolsjer langs kanten.

  9. Lav nordlyset med dine runde macarons-isomalt-pynt.

  10. Placer karamelslør-kugler som snebolde.

  11. EVT. lav hul i kagen og placer en tom, ren flaske på størrelse med kagen. Kom lidt tøris ned i flasken og inden servering hæles der koldt vand ned i flasken = gejser opstår!