Jamaican curry goat med blommechutney af gedekød fra Avernakø på Fyn. (©DR)

Jamaican curry goat - gryderet med lam og blommechutney

Brødrene Price var i programmet Spise med Price - egnsretter en tur på Fyn, hvor de bl.a. besøgte Avarnakø. Af en ægte avernakged lavede de denne jamaicansk inspirerede curry ret med blommechutney.

Laves over to dage

Tilberedningstid: 3 timer, 20 min. Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

Blommechutney

  • 6-8 stk. blommer
  • 6-8 stk. svesker
  • 1 stk. fast pære
  • 1 stk. rød chili
  • 1-2 spsk. frisk ingefær
  • 4-5 stk. kryddernelliker
  • 5-6 stk. kardemommekapsler
  • 1 dl æbleeddike
  • 75 g rørsukker

Curry goat

  • 1,5 kg gedekød
  • 2 tsk. salt
  • 1 tsk. knust peber
  • 3-4 spsk. madras karry
  • 2 stk. store løg
  • 1 stk. jalapeno chili uden kerner
  • 5-6 fed hvidløg
  • 0,5-1 stk. scotch bonnet chili uden kerner
  • 1 spsk. koncentreret tomatpure
  • 4 spsk. netral olie
  • 1 l lys fond
  • 1 kvist timian
  • 2-3 stk. forårsløg
  • 1 bundt frisk koriander
  • 4 stk. store kartofler

Fremgangsmåde

  1. Blommechutney :
    Stød krydderierne i en morter og rist dem af i en gryde til de begynder at dufte. Tilsæt eddiken og sukker, og lad det koge op til sukkeret har opløst sig. Skær blommer, svesker og pærer i tern og finthak chili og ingefær og tilsæt. Lad chutney'en koge indtil den begynder at tykne. Rør i den jævnligt, så den ikke brænder på. Lad chutney'en køle af. 

  2. Curry goat:
    Skør kødet i store tern og bland godt med salt, sort peber, 4 spsk karry, løg i tynde både, finthakket hvidløg og chili og lad det marinere natten over på køl. 

  3. Varm olien op i en tykbundet gryde. Brun kødet grundigt og tag det derpå op og sæt det til side. Kom løg, hvidløg og chili fra marinaden i gryden og lad det sautere til det falder sammen. Tilsæt evt. lidt mere olie.

  4. Kom kødet tilbage i gryden og tilsæt lys fond til det lige dækker. Kom koncentreret tomatpuré og timian i gryden, skru ned for varmen og lad retten simre i ca. 1 1/2 times tid til kødet er ganske mørt.

  5. Skræl kartoflerne, skær dem i kvarte og læg dem i gryden. Læg atter låg på og lad retten simre til kartoflerne er møre. Hak forårsløgene og korianderen, vend dem i retten og lad det få varme i et par minutter. Smag til med salt og peber og evt. lidt rørsukker.

  6. Server med løse ris og chutney og drik en Jamaicansk øl til.