Denne sol over Gudhjem er blevet pillet fra hinanden og sat sammen igen på en nytænkende måde (©DR)

James’ Sol over Gudhjem i gelé

I programmet 'Bornholm Bornholm Bornholm' dystre brødrene Price i, at lave den klassiske ret 'Sol over Gudhjem' på en anderledes måde. I denne opskrift finder du James´svar på en ny fortolkning af retten.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 2-3 stk. røgede sild
  • 1 bundt radiser
  • 1 bundt purløg
  • 1 pakke rugbrød
  • 1 smule neutral olie

Gelé

  • 3 dl vand
  • 2 dl lys lagereddike
  • 1 smule laurbærblade
  • 1 stk. løg
  • 5-10 stk. sorte peberkorn
  • 1 smule salt
  • 1 smule sukker
  • 7 blade husblas

Sildemayonnaise

  • 2 stk. røgede sild
    (der skal bruges skind, ben og hovederne fra de 2 sild)
  • 3-4 dl neutral olie
    (vindurekerne)
  • 1 bæger pasteuriseret æggeblomme
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 2 tsk. sherryvinaigre
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Fremgangsmåde

Til retten skal bruges 4 firkantede silikoneforme på ca. 5x5 cm.

  1. Rens de røgede sild. Skær purløget ganske fint og skær radiserne i helt tynde skiver.

  2. Lav derpå lagen til geléen. Bland vand, eddike, laurbærblade, groftskåret løg, sorte peberkorn, salt og sukker i en gryde. Bring lagen i kog og lad den simre et par minutter. Sluk derefter for blusset, og lad lagen trække lidt. Smag den evt. til med lidt mere salt og sukker.

  3. Udblød husblassen i en skål koldt vand. Når den er udblødt, vrides vandet af og husblassen piskes i den varme lage. Si lagen.

  4. Hæld ganske lidt af den lune lage i bunden af formene og sæt dem i køleskabet. Når geléen har sat sig efter nogle minutter, kommes først lidt radiseskiver i formene, derpå små stykker sildefilet. Så drysses med lidt purløg. Så igen sildefileter, mere purløg og endelig et lag radiseskiver. Top formene op med lage og kom den i køleskabet til geléen er helt stivnet.

Sildemayonnaise

  1. Til sildemayonnaisen kommes skind og ben fra 2 røgede sild i en lille gryde sammen med neutral olie. Sæt gryden på et helt svagt blus i 10 minutter, tag den derefter af blusset, og lad olien trække i godt 10 minutter til. Si derefter olien og lad den køle af.

  2. Pisk æggeblomme med sennep, eddike, salt og peber og tilsæt sildeolien lidt af gangen mens der piskes til mayonnaisen har en passende konsistens. Er der ikke sildeolie nok, må man supplere med lidt neutral olie.

  3. Skær rugbrødet i stave a la pommes frites rist dem helt sprøde i olie. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir.

  4. Hvis man har brugt silikoneforme er de små geléer forholdsvis lette at få ud af formene. Ellers må man lige dyppe de forme man har brugt i lidt varmt vand før de vendes ud.

TIP: Anret sildegeléerne med rugbrødsfritter og en klat sildemayonnaise til.