Jons foodtruck-kage er sjov til en fest eller børnefødselsdag. (©DR)

Jons foodtruck-kage

I første program af Den store bagedyst 2018, bagte Jon denne foodtruck-kage som sit mesterværk. Kagen er lavet af citron-mandelbunde, der er lagt sammen om hindbærmarmelade og en hvid chokolademousse med kardemomme, som derefter er pyntet med fondant som en bil. At kagen lige præcis skulle se sådan ud skyldes, at Jon har en lille drøm om engang at få sin egen foodtruck og køre landet rundt og lave lækker mad til folk på festivaller og koncerter.

Tilberedningstid: 3 timer, 30 min. Antal portioner: 12 pers.

Kok og program

Ingredienser

Citron og mandelbunde

  • 270 g past. æggehvide
  • 60 g sukker
  • 300 g mandelmel
  • 250 g flormelis
  • 3 tsk. maizena majsstivelse
  • 1-2 økologiske citroner, saft og skal
  • 2 tsk. mandelessens
  • 8 hele æg
  • 125 g mel
  • 125 g smeltet smør

Hindbærmarmelade

  • 2 blade husblas
  • 400 g frosne hindbær
  • 1 økologisk citron, saft heraf
  • 125 g sukker

Hvid chokolademousse med kardemomme

  • 10 blade husblas
  • 600 g hvid chokolade
  • 4 tsk. stødt kardemomme
  • 3 hele æg
  • 3 æggeblommer
  • 7½ dl fløde
  • 1½ dl creme fraiche

Fondant

  • ca. 300 g skumfiduser
  • 4 spsk. citronsaft
  • 3 spsk. solsikkeolie
  • 700-800 g flormelis
  • farver efter ønske

Smørcreme

  • 100 g stuetemp. smør
  • 200 g flødeost
  • 100 g flormelis

Fremgangsmåde

Citron og mandelbunde

  1. Pisk æggehvider og sukker godt sammen, så det bliver ligesom en fast marengs.
  2. Pisk mandelmel, flormelis, maizena, mandelessens, citronsaft- og skal og æg godt og grundigt sammen i en skål for sig. Vend melet i herefter.
  3. Bland de to masser forsigtigt sammen af tre omgange.
  4. Blandt 1/5 af den samlede kagedej med det smeltede smør, og vend det igen med resten af dejen.
  5. Hæld dejen ud på bageplade beklædt med bagepapir og bag bundene i ovnen ved 180 grader varmluft i 8-10 minutter, til overfladen blivet let gylden. Afkøl helt.

Hindbærmarmelade

  1. Læg husblas i blød i koldt vand.
  2. Kog hindbær op med sukker og citronsaft, og blend det det sammen. Hæld det tilbage i gryden, og lad det koge ind til en marmelade, uden at det bulderkoger.
  3. Smelt husblassen heri, og stil til side.

Hvid chokolademousse med kardemomme

  1. Udblød husblas i koldt vand.
  2. Smelt den hvide chokolade over et vandbad og vend det stødte kardemomme i.
  3. Pisk æg og æggeblommer sammen over et andet vandbad, og lad det blive godt varmt mens du pisker i det, til det begynder at tykne lidt. Det må dog ikke koge!
  4. Opløs husblassen i æggemassen, og bland det derefter sammen i den smeltede chokolade.Pisk det hele grundigt sammen med en el-pisker.
  5. Pisk fløden til let skum.
  6. Vend forsigtigt en smule af den letpiskede fløde sammen med chokolade/æggemassen, inden det hele vendes sammen med cremefraiche og den resterende letpiskede fløde.

Fondant

  1. Smelt skumfiduser over et vandbad sammen med citronsaft og solsikkeolie .
  2. Når det er smeltet helt, fordeles massen til de forskellige farver, inden dejen æltes godt og grundigt med flormelis, til den er som en fast klump modellervoks.
  3. Pak ind i husholdningsfilm og lad det køle og sætte sig i køleskabet, inden det rulles ud på et rent bord ved hjælp af maizena.

Smørcreme

  1. Ingredienserne piskes sammen til en let og luftig smørcreme. 

Samling af kagen

  1. Udstik 2 passende størrelser (ca. 30 x 45 cm) af lagkagebundene og placer den ene af de to lagkagebunde i bunden af en rektangel kageform, betrukket med kageplast i siderne.
  2. Smør et tyndt lag hindbærmarmelade ovenpå, og derefter hæld  halvdelen af den hvide chokolademousse udover.
  3. Læg det andet lag kage udover og fordel marmelade herpå igen, efterfulgt af den sidste halvdel chokolademousse.
  4. Læg kagen på køl eller frost, og lad mousserne sætte sig.
  5. Når kagen er fast og kold, tages den ud og deles i to. Den sidste ¼ del af den ene kage skæres væk.
  6. Den mindre kage placeres nu ovenpå den store og sættes i en rektangel form, der passer til, betrukket med kageplast. Kagen sættes nu på køl igen til den har sat sig helt.
  7. Til sidst smøres kagen med et tyndt lag smør/flødeostecreme, og betrækkes med fondant og diverse pynt.

Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2018 - Afsnit 1