De hjemmelavede jordskokkechips er et sundere alternativ til de butiksindkøbte kartoffelchips. (©dr)

Jordskokkechips med hjemmelavet dip

Er du også ved at være træt af købechips med mere luft end indhold? Så lav i stedet dine egne med denne lækre opskrift, der også inkluderer en lækker krydret dip.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 7 pers.

Kok og program

Ingredienser

Jordskokkechips

  • 2 stk. medium-store jordskokker
    (pr. person)

Dip (mayonnaise-delen)

  • 2 æggeblommer
  • 500 ml neutral olie
  • 1/2 citron
    (saften fra citronen)
  • 1 tsk. grovkornet sennep
    (med top)
  • lidt salt
    (efter smag)
  • lidt peber
    (efter smag)
  • lidt sukker
    (efter smag)

Dip

  • 250 ml creme fraiche
  • 1 bundt persille
  • 1/2 citron
    (saften fra citronen)

Fremgangsmåde

Jordskokkechips

  1. Skræl jordskokkerne og kom de afskrællede jordskokker i en skål med vand. Jordskokker tager hurtigt farve ved oxidering. De skal alligevel i en frituregryde og blive gyldne, men for at undgå unødvendig oxidering kommes de herfor i en skål med vand.
  2. Skær jordskokkerne på et mandolinjern med cirka 1-2 millimeters tykkelse. De skal gerne have lidt struktur tilbage, så de ikke svinder ind til ingenting i olien men stadig være tilpas tynde til, at man skal kunne se igennem dem, hvis de holdes op mod lyset. 
  3. De skårne jordskokker kommes ligeledes i en skål med vand, til vi er klar til at friturestege dem.
  4. Jordskokkerne duppes godt tørre for at undgå vand i frituregryden. Steg ved 180 grader i 2-3 minutter, eller til de er blevet let gyldenbrune.
  5. Kom herefter chipsne op på et stykke fedtsugende papir og server i en skål.

Dip

  1. Start med at piske egen mayonnaise.
  2. Kom to æggeblommer, en tsk. grovkornet sennep (kan erstattes af anden dijonsennep – en grovkornede sennep er bare super sexet i en dip og ser ekstra blæret ud, når man har pisket sin egen mayonnaise), samt saften af ½ citron op i skål og pisk til en homogen masse og til æggeblommerne er blevet godt luftige.
  3. Pisk herefter den neutrale olie ind i æggemassen. Er det første gang du pisker en mayonnaise, så start stille og rolig ud. Jo langsommere, jo bedre. Når du har pisket, hvad der svarer til cirka 1-2 deciliter i, kan du begynde at gøre strålen tykkere. Det er den første mængde af olie, der er den mest kritiske. Er man stadig nervøs for, om den skal skille, så bliv ved med at piske i et langsomt tempo. En homogen mayonnaise er bedre end en skilt.
  4. Når resten af olien er pisket i, så smag herefter til med salt og peber, citron og en lille smule sukker.
  5. Når mayonnaisen er pisket, så kom cirka halvdelen af mayonnaisen i en skål, og rør sammen med 250 ml creme fraiche 18%, det hakkede persille, og smag til med salt, peber, sukker og citron. Server afkølet.

Bonus-info

  1. Skulle man være så uheldig, at ens mayonnaise skiller, så er det bestemt ikke verdens undergang. Man kan piske den skilte masse stille og roligt ned i en pisket æggeblomme og starte forfra den vej. Det giver samme resultat i slutningen, da det kun er emulgeringen der gik galt.