Den smukke julehjertekage kræver fingersnilde at lave, men den smager skønt og pynter flot på bordet. (©DR)

Julehjertekage

Denne smukke julehjertekage var bagedyst dommer Katrine Foged Thomsens hemmelige udfordring til deltagerne i Den store Jule- og Nytårsbagedyst 2017. I kagens snit gemmer sig et fint og flettet julehjerte, mens kagen også er pyntet med et flot fletmønster i marcipan. Tag udfordringen op derhjemme og server en smuk julekage.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 10 pers.

Ingredienser

Mørk sandkagedej

  • 750 g smør, blødt
  • 375 g sukker
  • 375 g flormelis
  • 375 g æg
  • 375 g æggeblommer
  • 600 g hvedemel
  • 150 g maizena
  • 150 g kakaopulver

Hvid og rød sandkage

  • 500 g smør
  • 250 g sukker
  • 250 g flormelis
  • 250 g æg
  • 250 g æggeblommer
  • 400 g mel
  • 100 g maizena

Smørcreme

  • 500 g blødt smør
  • 220 g honning
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 125 g æggeblomme
  • 50 g sukker

Overtræksmarcipan

  • 600 g marcpian
  • 600 g flormelis
  • en klump glukose
  • rød og hvid pastafarve

Abrikosgelé

  • 1 glas abrikosmarmelade

Fremgangsmåde

Mørk sandkagedej

  1. Smør, sukker og flormelis piskes lyst og luftigt.
  2. Æg og æggeblommer, hældes i lidt af gangen og piskes luftigt.
  3. Hvedemel, maizena og kakao sigtes og vendes i dejen med en spartel.
  4. Fyld dejen i to smurte sandwich-brødforme. Hver form skal højst være halvt fyldt. Bages ved 200 grader i ca. 1 time og 15 minutter. 

Hvid og rød sandkage

  1. Samme fremgangsmåde som den mørke .
  2. Del dejen i to lige store portioner og farv den ene med rød pastafarve.
  3. Del en bradepande op i to ’rum’ med bagepapir eller sølvpapir. Beklæd herefter med to stykker bagepapir.
  4. Fordel de to masser i hvert sit "rum" af bradepanden.
  5. Bag ved 200 grader i ca. 20-30 min.

Smørcreme

  1. Pisk smør og honning til det er lyst og luftigt. 
  2. Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og luftigt. 
  3. Vend forsigtigt de to masser sammen. Du kan evt. køle smørcremen en anelse, hvis den er for lind. 

Overtræksmarcipan

  1. Ælt ingredienserne sammen til en smidig masse og del i to portioner. En større portion, der farves rød, og en mindre der farves hvid.

Abrikosgelé

  1. Blend abrikosmarmelade til en ensartet konsistens med en stavblender.

Opbyning

  1. Nu skal du og din makker bruge al jeres fingersnilde!
  2. Skær de to afkølede chokoladekager til, så de er 5 cm høje og helt flade foroven.
  3. Lav nu delkomponenterne til kagens indre mønster af den røde og den hvide kage. 
  4. Brug en hjerteudstikker til at lave plads til hjertemønstret i chokoladekagen. 
  5. Saml nu kagen, imens du smører alle mønstrets dele godt ind i abrikosgelé på alle sider under samlingen. 
  6. Skær kagen til i enderne. 
  7. Smørcremen smøres på kagen til sidst, inden den beklædes med marcipan på siderne og overtrækkes med det flettede marcipanlåg. 
  8. Server kagen på et spækbræt med lidt granpynt.