Dette fyldte chokolade påskeæg, er bestemt et der ikke skuffer. (©DR)

Kæmpe fyldt påskeæg

Brødrene James og Adam Price lavede i programmet 'Spise med Price - chokolade' dette kæmpe store påskeæg af chokolade, som der skal være flere mennesker til at spise.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 10 pers.

Ingredienser

Til chokolade skallen

  • 4-500 g mørkt chokolade
    (Det er svært at angive nøjagtige mængder, da det helt afhænger af chokoladeæggets størrelse. det må derfor være op til den enkelte at gange op eller ned.)

Hvid chokoladeganache med lime

  • 300 g hvid chokolade
  • 2 dl piskefløde
  • 1-2 stk. lime
    (til at tage skallen fra)

Lys chokoladeganache med mandelnougatine

  • 300 g flødechokolade
  • 1,5 dl fløde
  • 1 dl sukker
  • 1 dl hasselnødder

Mørk chokolade ganache

  • 300 g god mørk chokolade
  • 3 dl piskefløde

Fremgangsmåde

  1. Den mørke chokolade tempereres, ligesom angivet i opskriften på chokoladeskildpadder, og de to halve skaller til ægget støbes i form og hviler i køleskabet, til chokoladen er stivnet.

  2. Efter at man på mirakuløs vis, eller ved anvendelse af meningsløs vold, har fået dem ud af formen, sættes de to halvdele sammen med lidt smeltet chokolade, eller ved at kanterne opvarmes ganske forsigtigt.

  3. Når sammenføjningen er stivnet, skæres toppen forsigtigt af med en meget varm kniv, hvorpå ægget fyldes.

Hvid chokoladeganache med lime

  1. Hak chokoladen og kom den i en skål. Kog fløden op sammen med limeskal og lad den trække lidt. Si den, og pisk så lidt efter lidt den varme fløde ned i den hakkede chokolade til en ensartet masse er opnået, og al chokoladen er smeltet. Sæt ganachen på køl, til den har sat sig.

Lys chokoladeganache med mandelnougatine

  1. Hak chokoladen og kom den i en skål. Kog fløden op og pisk den i den hakkede chokolade, til en ensartet masse er opnået, og al chokoladen er smeltet. Sæt ganachen på køl. Når den begynder at sætte sig, røres en passende mængde mandelnougatine i den, hvorefter den igen sættes på køl.

Nougatine

  1. Smelt sukkeret til lys karamel på en pande. Tilsæt mandlerne og rist dem med, til sukkeret er mørkebrunt. Hæld øjeblikkelig massen ud på en silpat-måtte eller et stykke bagepapir. Lad karamellen køle helt af og hak den derpå til smuld.

Mørk chokoladeganache

  1. Hak chokoladen og kom den i en skål. Kog fløden op og pisk den i den hakkede chokolade, til en ensartet masse er opnået, og al chokoladen er smeltet. Sæt ganachen på køl. Når den begynder at sætte sig, røres en passende mængde hakkede amarena kirsebær i den, hvorefter den igen sættes på køl.

Anretning

  1. Fyld påskeægget med de tre slags ganache. Begynd med den mørke, derefter den lyse og endelig den hvide. Skulle der være mere plads i ægget, har man lavet for lidt ganache.