Kransekagen er fin når den pyntes med chokolade og glasur, men hvis den skal have lidt ekstra festlighed, så kan du fyre både flag og serpentiner på. (©DR)

Kæmpe kransekage

Står du for kransekagen til nytårsaften? Så prøv kræfter med denne kæmpe kransekagetop på hele 20 etager. Deltagerne skulle bage kransekagen i 'Den store bagedyst' 2014.

Tilberedningstid: 1 time, 45 min. Antal portioner: 20 pers.

Ingredienser

Kransekagemasse

  • 2 kg ren rå marcipan
  • 600 g flormelis
  • 160 g æggehvider

Chokoladesnirkler

  • 400 g mørk chokolade 56%

Sprøjteglasur

  • 225 g flormelis
  • 90 g pasteuriserede æggehvider

Fremgangsmåde

Lav kransekagemasse:

  1. Marcipan og flormelis røres sammen - enten ved at ælte dem i hånden, eller med en spartel på røremaskinen.
  2. Tilføj æggehviderne lidt ad gangen, til massen er ensartet og jævn.
  3. Del massen i flere portioner, der rulles aflange, eller trykkes flade, så de hurtigt kan køle af.
  4. Pak portionerne ind i film eller læg dem i fryseposer og kom dem i fryseren i cirka 20-30 minutter - opbevar dem herefter i køleskab.
  5. De kolde portioner tages ud én efter én og rulles ud til pølser i ca. 2,5 cm's tykkelse.
  6. Hver pølse trykkes let ned på den side, der vender væk fra dig selv, således at pølsen bliver til "en trekantet stang".
  7. "Trekantstangen" løsnes kontant med en paletkniv.
  8. Trekanterne skæres nu over i stykker af præcis 8, 10, 12, 14, cm. osv. til du har 19 stykker.
  9. Den største bliver 44 cm lang.
  10. Læg dem på køl efterhånden som du skærer dem.
  11. Lav også en kugle til toppen, som således bliver kransekagens 20. etage
  12. Hvert opmålt stykke rejses, så trekantens spids peger opad, og stykkerne lukkes sammen til ringe, der glittes sammen med lidt vand på fingrene og sættes på bageplader beklædt med bagepapir.
  13. Slut med at lægge et stykke bagepapir over ringene og giv dem et let tryk med noget fladt - fx et skærebræt, et låg eller lignende - så de bliver plane på overfladen.
  14. Ringene bages ved ca. 200 grader til de er let gyldne.

Lav dernæst chokoladesnirkler:

  1. Mens kransekageringene bager, laves chokoladesnirkler af tempereret chokolade:
  2. Hak 400 g. chokolade fint.
  3. Smelt ¾ af chokoladen forsigtigt over et vandbad til 48-50 grader.
  4. Resten af den hakkede chokolade kommes i en anden skål.
  5. Hæld halvdelen af den smeltede del op i skålen med den finthakkede chokolade. Lad de to smelte sammen under omrøring.
  6. Tilføj, lidt efter lidt, noget af den smeltede 48-50 grader varme del, indtil temperaturen er 31-33 grader. Dette er arbejdstemperaturen for chokoladen.
  7. Hold herefter arbejdstemperaturen ved indimellem at tilføre lidt mere af den varme del af chokoladen, eller ved at sætte den kortvarigt over vandbadet.
  8. Temperaturen må ikke overstige 34 grader! Herved sikres et blankt udseende og et sprødt/stift knæk på den færdige chokolade.
  9. Fyld tempereret chokolade i et kræmmerhus af bagepapir.
  10. Læg en skabelon til chokoladesnirkler under et stykke bagepapir og tegn nu chokoladesnirkler på bagepapiret. Lav lidt ekstra, da de let kan gå i stykker. Når snirklerne er størknede, tages de af bagepapiret, vendes, og sprøjtes med tempereret chokolade på den anden side. Nu er snirklerne klar til at komme på kagen.

Sprøjteglasur:

  1. Flormelis og æggehvider piskes hvide og luftige.
  2. Glasuren er færdig, når den ikke flyder sammen, når piskningen stoppes.

Samling af kransekagetoppen:

  1. Den færdige glasur kommes op i et cornet, (et kræmmerhus af bagepapir).
  2. Placer den største ring på serveringsfadet og sprøjt de karakteristiske "glasurtunger" på ringen.
  3. Placer nu den næststørste ring ovenpå og sprøjt glasur på den.
  4. Gentag til den mindste ring er dekoreret og placér til slut kuglen som top, der også dekoreres.
  5. Chokoladesnirklerne fæstnes rundt om kagen med tempereret chokolade. Placér dem lodret og symmetrisk overfor hinanden to og to, så der er snirkler "hele vejen rundt". Snirklerne skal stå vinkelret ud fra kagen.
  6. Pynt til slut kagen med flag og serpentiner, som du synes.
  7. Tillykke - du har nu lavet en kransekagetop med 20 etager!


Opskriften findes i samlingen

Desserter til nytår