(©DR)

Kæmpe tartelet med kylling og grøntsager

Claus Henriksen fra Dragsholm Slot lavede i programmet Spice med Price disse hjemmebagte kæmpe tarteletter med kylling eller unghane, sprødt kyllingeskind og grøntsager. James Price var ikke i tvivl: Tarteletterne var til et rent 10-tal. Så selv om det er noget mere tidskrævende end en almindelig klassisk gang tarteletter med høns i asparges, er smagen hele besværet værd.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 400 g spæde grøntsager
    (bl.a. ræddiker, karotter eller hvad sæsonen tillader)
  • 4 stk. kyllingelår eller unghanelår
  • 300 g butterdej
  • 50-100 g asparges
    (syltede eller dåseasparges)
  • 1 dl ramsløgskud
    (Kan udelades)
  • 5-6 dl sødmælk
  • 1 dl piskefløde
  • 60 g smør
  • 60 g hvedemel

Fremgangsmåde

  1. Fjern skindet fra kyllingelårene og skær skindet i strimler på ca. 1x4 cm. Kødet skæres fra benene, og deles i små tern/stykker på ca. 2x3 cm.

  2. Bring ca. ½ ltr. vand i kog, salt vandet, læg hønsekødet heri og skru ned for blusset. Vandet skal ikke være mere end 60-70 grader varmt. Tag kødet op efter ca. 15 min.

  3. Gør grøntsagerne klar:
    I mellemtiden skæres de rensede grøntsager i små mundrette stykker. Gem et par, til at skære i crudité (papirtynde skiver) på mandolinjern (Crudité har det bedst med at komme i isvand, så bliver de helt sprøde). Skær ligeledes de syltede asparges i mundrette stykker og gem lagen.

  4. Tarteletter:
    Rul butterdejen ud, og skær 4 cirkler af den, brug en skål med en diameter på mellem 12-15 cm til at måle efter. Brug nu en skål, med en ca. 2 cm mindre diameter til at lave et snit inde i butterdejscirklen, uden at skære hele vejen igennem. Cirklerne lægges på en silikone bage måtte eller et stykke bagepapir.

  5. Lav opbagningen med kylling:
    Smelt smørret i en gryde og tilsæt kyllingeskindet. Rist skindet helt sprødt i smørret, tag det op af gryden, og læg det på noget fedtsugende papir. Afbag melet grundigt i det brunede kyllingesmør, og tilsæt derefter varm mælk under konstant omrøring, indtil sovsen har en ensartet god konsistens. Den må gerne simre i ca. 20 min.

  6. Imens bages kæmpe tarteletterne i en forvarmet ovn, ved 180 grader i 10-15 min. Når butterdejen er hævet op, og er bagt sprød og gylden, tager man forsigtigt og presser den inderste cirkel ned i midten, så man får en skål af butterdej.

  7. Blancher grøntsagerne i hønsevandet i ca. 15 sek. Og køl dem af i koldt vand. Juster evt. konsistensen på den opbagte sovs med blancher-vandet, hvis den er lidt for tyk. Smag sovsen til med lage fra de syltede asparges, salt og afrund den med fløde.

  8. Tilsæt nu kyllingestykkerne, og de blancherede grøntsager i sovsen, og varm det hele op. Fordel det varme fyld i tarteletterne, og anret med ramsløgsskud, sprødt kyllingeskind, stykker af syltede asparges og crudite på de forskellige grøntsager.