Smuk, enkel og smagfuld dessert. (©DR)

Kærnemælks-panna cotta med mandelkurv

Denne dessert vil imponere dine gæster både med udseende og smag. Rosa lavede disse flotte desserter i 6. sæson af 'Den store bagedyst. Desserterne består af kærnemælks-panna cotta, rabarbergele og flotte mandelkurve.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 8 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kærnemælks-panna cotta

  • 4 blade husblas
  • 130 g sukker
  • 4 dl fløde
  • 1 vaniljestang
  • 4 dl kærnemælk
  • 1 stor citron

Rabarbergele

  • 400 g rabarber
  • 2-3 blade husblas (ca. 1/2 blad pr. 1 dl saft)
  • 200 g sukker (+ evt. lidt ekstra til at smage til med)

Mandelkurve/krumkager

  • 75 g mandler
  • 75 g sukker
  • 75 g smør
  • 75 g sirup
  • 40 g mel

Pynt: Hvid chokoladecreme og friske jordbær

  • 150 g hvid chokolade
  • 150 g cremefraiche (38 %)
  • 8 jordbær
  • 8 mynteblade

Fremgangsmåde

Kærnemælks-panna cotta

  1. Læg husblas i blød i koldt vand.
  2. Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret med en kniv, så kornene skilles ad.
  3. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker og fløde varmes op til kogepunktet.
  4. Vrid husblas fri for vand og rør den ud i den varme fløde.
  5. Hæld den varme flødemasse i en skål og rør kærnemælk i lidt af gangen.
  6. Smag til med citronsaft.
  7. Hæld flødemassen i glas og sæt på køl/frost.



Rabarbergele

  1. Læg husblas i blød i koldt vand.
  2. Snit rabarberne og kom dem i en juicer (eller kog det op i en gryde hvis ikke du har en juicer).
  3. Kog rabarbersaften op med sukker og smag til med sukker.
  4. Vrid husblas op og smelt det i saften.
  5. Saften køles ned til ca. 30 grader eller til det er fingervarmt.
  6. Saften hældes over de afkølede panna cottaer.
  7. Glassene stilles derefter på køl igen.



Mandelkurve/krumkager

  1. Tænd ovnen på 180 grader og forbered en plade med bagepapir.
  2. Bland alle ingredienser.
  3. Sæt ens ”klatter” af dej på bagepladen (lav fire af gangen).
  4. Bag dem i ovnen til de har en gylden farve. Det tager ca. mellem 4 og 8 minutter afhængigt af ovnen.
  5. Tag pladen ud og lad kagerne stå og køle lidt af på pladen. Lad dem endelig ikke blive kolde.
  6. Form kagerne over en skål til kurve eller som krumkager over en stang.



Anretning

  1. Smelt den hvide chokolade og køl den lidt af og rør derefter cremefraichen i.
  2. Skær jordbær i små fine stykker.
  3. Fyld chokoladecremen i mandelkagerne.
  4. Pynt med jordbær og evt. mynteblade.
  5. Placer mandelkagerne på hver af glassene.

Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2017 (afsnit 5)