Prøv svenskernes udgave af kanelsnegle - Kanelbullar. (©DR)

Kanelbullar

På Brødrene Prices nordiske odyssé gik turen bl.a. til det svenske småland, hvor brødrene bagte disse klassiske og bløde kanelbullar på ægte svensk maner. Drysset med perlesukker og serveret med en kop varm te eller kaffe til er eftermiddagshyggen sikret.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 25 pers.

Ingredienser

Dej

  • 30 g gær
  • 2½ dl sødmælk
  • 570 g hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • 5 g kardemomme
  • 90 g sukker
  • 1 æg
  • 110 g blødt smør
  • 1 æg til pensling
  • persukker til drys

Fyld

  • 200 g marcipan
  • 10 g vaniljesukker
  • 30 g stødt kanel
  • 150 g blødt smør
  • endvidere en sukkerlage af 1½ dl vand og 100 g sukker

Fremgangsmåde

Gæren smuldres i røremaskinens skål, den lunkne mælk tilsættes og blandes med gæren.
Kom de øvrige ingredienser i skålen undtagen smørret og rør med dejkrogen til dejen samler sig. Øg tempoet lidt på maskinen og tilsæt det bløde smør lidt af gangen til det er helt indkorporeret. Lad dejen køre i ca. 10 minutter til den danner gluten og føles elastisk.
Læg dejen på et melet bord og lad den hvile dækket af et viskestykke i 20 minutter mens fyldet laves.

Bland marcipan med vaniljesukker og kanel i røremaskinen og tilsæt smørret lidt efter lidt til blandingen er smørbar.

Rul dejen ud til en stor rektangel der er ca. 1/2 cm tyk og bred fyldet ud på overfladen. Det skal helt ud til kanten. Fold rektanglen sammen over fyldet på den lange led og skær derpå strimler på ca. 2 cm. tykkelse. Stræk strimlerne lidt, sno dem 2-3 gange om fingrene og stop enden ind under “snurren”.
Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve overdækket i en times tid.

Kog imens sukkerlagen og lad den køle helt af.

Kanelbollerne pensles med sammenpisket æg, drysses med perlesukker og bages ved 190 grader varmluft i ca. 10 minutter til de er gyldne. Lige når de kommer ud, pensles de med lidt sukkerlage, som giver dem en fin glans og holder dem fugtige.