En aromatisk suppe med sprøde nudler og smag af Thailand. (©DR)

Kao Soi - thailandsk suppe med friterede nudler

Familien Rasmussens thailandske suppe, som er forbundet med mange minder i deres familie. Retten er en anderledes, varm og spændende, da den er lavet med hjemmelavet kokosmælk og egen fond - gør dig selv den tjeneste at lave det, for familien lover, at du da kan opleve en del af det thailandske køkken, som er aromatisk på sin helt egen måde.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Hønsefond

  • 1 hel kylling
  • 1 gulerod
  • 1 løg
  • ca. 2 l vand

Hjemmelavet kokosmælk

  • 1½ l vand
  • 2 kokosnødder

Currypaste

  • 8-10 store asiatiske, tørrede chili
  • 10 skiver ingefær
  • 5 fed hvidløg
  • 1 lille rod gurkemeje
  • 4 skalotteløg
  • 1 bundt koriander, stilkene heraf
  • 2 spsk. korianderfrø
  • 2 stk. sorte kardemommekapsler
  • 1 tsk. groft havsalt
  • 1 spsk. thailandsk kao soi karrypulver
    (NB! Udelades, hvis du ikke kan skaffe det)

Samling af suppen

  • 2 spsk. kokosolie
    (eller smagsneutral olie)
  • 1 limefrugt, saft heraf
  • lidt soyasauce
  • lidt fiskesauce
  • ½ klump palmesukker
    (eller 2 spsk. alm. sukker)

Nudler

  • 1 pakke æggenudler
  • 1 l smagsneutral olie

topping

  • 2-3 skalotteløg
  • 1 bundt friske korianderblade
    (gemt fra stilkene)
  • 4 limefrugter
  • evt. rød chili

Fremgangsmåde

Hønsefond

  1. Skyl kyllingen grundigt, så rester af blod og indmad fjernes. 
  2. Kom kyllingen i en stor gryde med en gulerod og et løg skåret i store stykker. Dæk med vand og kog op. 
  3. Når vandet koger, skrues ned for blusset og kyllingen simrer nu i ca. 45 minutter. 
  4. Når kyllingen er kogt, tages den op og sættes til side, så den kan afkøle. 
  5. Fonden sies og sættes til side. Når kyllingen er kølet ned, så du kan røre ved den, pilles kødet af skroget og gemmes til servering.

Hjemmelavet kokosmælk

  1. Sæt vandet over at koge i en elkedel eller gryde. Imens forberedes kokosnødden. 
  2. Slå hul i kokosnødden og skrab kødet ud. Vær opmærksom på duften, den må ikke dufte harsk, så er det en ommer! 
  3. Kokoskødet kommes i en blender og blendes til smulder. 
  4. Vandet hældes dernæst over kokoskødet. Lad det trække i ca. 5 minutter før du blender. Blend dernæst grundigt ved at lade blenderen køre i ca. 5 minutter. 
  5. Lad kokosmælken trække 20 minutter i blenderen før du sigter den igennem en finmasket sigte, evt. med et klæde i. Den vil skille, når den står, men det er et godt tegn. Den er nu klar til brug.

Currypaste

  1. Skær bunden af de tørrede chilier og fjern kernerne indeni. Læg dem i en skål med kogende vand, så de kan udbløde i ca. 20 minutter. 
  2. Korianderfrø og sorte kardemommekapsler ristes på en tør pande - pas på de ikke får for meget. 
  3. Fjern frøene fra kardemommekapslerne. Frø og koriander kommer dernæst i en morter eller minihakker og knuses. 
  4. Tilsæt hvidløg, skalotteløg, skrællet ingefær og gurkemeje, de udblødte chilier, salt og karrypulver og blend til en puré, så fin som muligt.

Suppe

  1. Kom 2 spsk. kokosolie eller smagsneutral olie i en gryde og tænd for mediumhøj varme. 
  2. Tilsæt 2/3 af currypasten og lad den stege et par minutter. 
  3.  Tilsæt dernæst 2 dl af den hjemmelavede kokosmælk og lad dette stege sammen med currypasten, indtil det er kogt ind og tyknet. 
  4. Skru nu ned for varmen og tilsæt den resterende del af kokosmælken og ca. 1 liter hønsefond. Den skal være tynd som en suppe, men ikke vandet, så prøv dig lidt frem med mængden. OBS: Suppen må ikke koge efter kokosmælken er kommet i, så bliver den bitter. 
  5. Smag suppen til med limesaften, lidt soya og fiskesovs og ca. ½ hakket palmesukker. Hvis du ønsker, så smag til med mere currypaste.

Nudler

  1. Tag 1/3 af nudlerne fra og kog dem 1 minut -de skal ikke være tilberedt, bare en smule bløde. De lægges på et rent viskestykke og tørres for overskydende vand. 
  2. Hæld olien i en gryde og tænd. Test om olien er klar til at fritere ved at stikke en tændstik eller et lille stykke nudel ned i olien og se om det syder. Hvis ja, så fritér de letkogte nudler, indtil de er sprøde og gyldne. Læg dem på fedtsugende papir og vent til servering.
  3. Resten af nudlerne koges efter anvisning på pakken.

Servering

  1. Find en skål eller dyb tallerken og placer lidt af de kogte nudler i bunden. 
  2. Ovenpå kommes det plukkede kyllingekød. Hæld suppen over nudler og kylling. 
  3. Suppen toppes med de sprøde nudler, korianderblade, finthakket skalotteløg og evt. chili og serveres med limebåde, som presses ud over suppen.
  4. Nu kan du nyde en skøn og anderledes thairet . Velbekomme!

Opskriften findes i samlingen

Maddysten