Svinekødssandwich med lækkert tilbehør! Sandwichen er proppet med gode sager, som alle er lavet helt fra bunden i denne skønne sandwich. (©DR)

Kinesisk krydret svinekødssandwich

Svinekødet er på en og samme tid både New York og kinesisk inspireret i følge Adam Price. Det bliver til en lækker flæskestegssandwich af hjemmelavede boller, hjemmelavet agurkesalat, chili- og ingefærmayonnaise og salte, knasende flæskesvær. Hjemmelavet fastfood på den helt rigtige og fedtede måde! Vær opmærksom på at opskriften kræver en trykkoger, samt at brødet skal hæve i sammenlagt 3 timer (hvilket ikke er medregnet i tilberedningstiden).

Tilberedningstid: 1 time, 40 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Bolledej

  • 240 ml vand
  • 0,5 tsk. tørgær
  • 3 spsk. sukker
  • 2 spsk. skummetmælkspulver
  • 438 g kagemel
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 1 smule rapsolie

Kinesisk krydret gris

  • 1 stk. økologisk svinenakkekam (600-800g)
  • 0,5 stk. hvidkålshoved
  • 1-2 stk. løg
  • 0,5 tsk. stjerneanis
  • 0,5 tsk. fennikelfrø
  • 0,5 tsk. nelliker
  • 0,5 tsk. sechuan peber
  • 0,5 tsk. kanel
  • 1 smule sesamolie
  • 4 stk. forårsløg

Hjemmelavet agurkesalat

  • 2 dl risvineddike
  • 0,5 tsk. korianderfrø
  • 0,5 tsk. sort peber
  • 1 dl sukker
  • 1 stk. agurk

Chilimayonnaise

  • 2 dl vindruekerneolie
  • 1 dl chiliolie
  • 4 stk. pasteuriserende æggeblommer
  • 1 spsk. sherryeddike
    (Alternativt kan æbleeddike også sagtens benyttes.)
  • 0,5-1 tsk. stødt chili
    (Mængde efter smag.)
  • 1 stk. økologisk citron
  • 0,5-1 spsk. ingefær
  • 1 smule sukker
    (Mængde efter smag.)

Fremgangsmåde

Start med at lave bolledejen: 

  1. Bland tørgær og en knivspids sukker med halvdelen af vandet. Lad det stå i ca. 10 min. indtil det begynder at skumme. Pisk derefter skummetmælkspulveret og det resterende vand i. 

  2. Bland kagemel og sukker, og rør gær blandingen i. Dejen æltes godt igennem med hænderne indtil den bliver smidig og elastisk. Vend den ud på en jævn overflade, drysset med lidt mel og form dejen til en bold. Dejen lægges i en olieret skål dækket med film. Lad den hæve ved stuetemperatur, til dobbelt størrelse, ca. 2 timer. 

  3. Dejen slåes herefter sammen igen, og rulles fladt ud på en jævn flade. Drys bagepulveret udover og ælt dejen godt sammen igen, og læg den tilbage i skålen med film henover. Lad den stå ½ time.


Lav så svinekødet:

  1. Krydderierne stødes i morter. Løg og kål svitses i trykkogeren, indtil kålen er faldet sammen. Krydr med five spice (stjerneanis, nellike, fennikel, schuan peber og kanel) og salt. Skær først sværen af svinekammen, og skær dernæst svinekammen i grove, aflange stykker og vendes ned i kålen. Hæld hønsefond på, og tilbered grisen under tryk i ca. 1 time. Kødet skal være så mørt at man kan trække det fra hinanden. 

  2. Fjern overskydende kød og fedt fra sværen, skær den til flæskesvær, som tørres et par timer ved 60 grader i ovnen. Hvorefter de friteres sprøde og gyldne i neutral olie.

Lav dernæst agurkesalat: 

  1. Agurken skæres i tynde skiver. Øvrige ingredienser koges op. Lad lagen trække et øjeblik, og sigt den over agurkerne. 


Lav så chilimayonnaise:

  1. Æggeblomme, eddike og lidt salt piskes luftigt. Tilsæt under kraftig piskning, lidt ad gangen vindruekerne-og dernæst chiliolie, til det tykner til mayonaise. Smag til med chili, sukker, citron og ingefær.


Lav boller færdige og fyld sandwichen:

  1. Bolledejen formes til 8 boller, som dernæst rulles ud til halvmåner. Fold dem forsigtigt sammen, uden at presse dem. Placer dem på et stykke bagepapir, og pensl dem med lidt rapsolie. Dæk dem med film, og lad dem stå yderligere ½ time. 

  2. Kog rigeligt med vand op i en gryde, som passer i diameteren til dampkogeren. Når vandet koger, placeres den henover. Læg forsigtigt bollerne i kogeren, og læg låg på. Damp dem i 3-5 minutter til de er hævede lidt op, og tilberedte. Pak eventuelt de færdige boller ind i et viskestykke, for at holde dem lune. 

  3. De dampede boller skæres igennem i siderne og smøres med chili mayonnaise. Fyld dem med kål og den plukkede gris, agurkesalat og flæskesvær.