Denne opgraderede bradepandekage vil gøre lykke, hvor end du serverer den. (©DR)

Marmorkage med appelsin, chokolade og nødder

Denne kage var Den hemmelige udfordring i anden udsendelse af Den store juniorbagedyst 2021. Dommeren Kathrine udfordrede børnene i en kage, som er perfekt til klassens time, med appelsin, chokolade og nødder.

OBS: Kagen skal afkøles godt, før glasuren kommes på.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 12 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kagedej

  • 500 g smør
  • 500 g sukker
  • 8 æg
  • 500 g mel
  • 4 tsk. bagepulver
  • 4 tsk. vaniljesukker
  • 4 spsk. kakao
  • 3 appelsiner
    (usprøjtede)
  • Fedtspray til bradepanden

Smørcreme

  • 300 g smør
  • 100 g flormelis
  • 3 spsk. kakao
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1,5 dl pasteuriserede æggeblommer
    (kolde)

Glasur

  • 150 g hvid chokolade
    (Callebaut)
  • 150 g mørk chokolade
    (Callebaut 57%)
  • 500 g flormelis
  • Cirka 1 dl kogende vand
  • Skal fra 2 appelsiner

Pynt

  • 150 g hakkede nødder

Særligt udstyr

  • Bradepande i målene 35x24
  • Lille træspyd til at lave mønster i glasuren med
  • 2 x sprøjteposer til smørcreme og hvid glasur
  • 1 x tyl (12 mm stjerneform) til smørcreme

Fremgangsmåde

Forberedelse

  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft

Kagedejen

  1. Smør (500 gram) og sukker (500 gram) piskes sammen på røremaskinen.
  2. Tilsæt æggene (8) et ad gangen – rør grundigt rundt imellem hvert æg og skrab siderne på røreskålen.
  3. Sigt mel (500 gram), bagepulver (4 tsk) og vaniljesukker (4 tsk) ned i røreskålen og rør dejen sammen.
  4. Tag 1/3 af dejen fra og rør kakaopulver (4 spsk), fintrevet appelsinskal og lidt saft heri, så det bliver en mørk chokoladedej.
  5. Sprøjt din bradepande med fedtspray og klæb bagepapir fast i bunden og op ad siderne.
  6. Fordel halvdelen af den lyse dej ud på bradepanden. Brug en grydeske til at skubbe dejen lidt rundt i bradepanden, så der kommer nogle gode huler og revner, hvor den mørke dej kan ligge. Fordel alt den mørke dej ovenpå den lyse dej. Hæld det sidste lyse dej ned i bradepanden og træk lidt rundt med grydeskeen, så der kommer et marmor-mønster. Du må ikke røre for meget, for så kan man ikke se marmor-effekten, når kagen er bagt.
  7. Bag kagen i ca. 45 minutter ved 175 grader. Mens kagen bager, kan du gøre smørcremen, nødderne og glasuren klar.
  8. Tag kagen ud af ovnen. Hvis den er hævet uens og buler op nogle steder, kan du skære den lidt til med en kniv, så overfladen bliver jævn.
  9. Vend kagen ud på et skærebræt, så bunden vender opad. Bunden skal nemlig ende med at være oversiden af din kage. Fjern formen og lad kagen afkøle i fryseren så længe som muligt – gerne 15-20 minutter. Det er vigtigt, at kagen når at køle helt af, så dæk den evt. med tøris/frosne køleelementer.

Smørcreme

  1. Pisk smør, flormelis, kakao og vaniljesukker.
  2. I en tynd stråle hælder du æggeblommer i og pisker massen godt igennem.
  3. Smørcremen puttes i en sprøjtepose med 12 mm tyl (stjerneform).

Ristede nødder

  1. Rist de hakkede nødder på panden.

Glasur

  1. Smelt de to chokolader (150 gram mørk + 150 gram lys) hver for sig, enten over vandbad eller i mikroovnen. Chokoladerne skal være godt varme (45-48 grader), men ikke brænde på.
  2. Lav en lidt tynd glasur ved at blande flormelis (500 gram) og lidt kogende vand (ca. 1 dl). Tilsæt fintrevet appelsinskal (fra to appelsiner) til glasuren.
  3. Del glasuren op i to halvdele og tilsæt den smeltede mørke chokolade til den ene halvdel, og den smeltede hvide chokolade til den anden halvdel, så du får en lys og en mørk chokoladeglasur.
  4. Tilsæt evt. lidt mere kogende vand, indtil glasuren får den rette, cremede konsistens. De to glasurer skal have cirka samme temperatur og konsistens, når de kommer på kagen. (Glasuren kan varmes igen, hvis den bliver for kold og begynder at sætte sig.)
  5. Den lyse glasur putter du i en sprøjtepose (uden tyl).
  6. Når kagen er kølet ned, fordeler du den mørke glasur på oversiden af kagen.
  7. Klip et lille hul (3-4 mm) i sprøjteposen med hvid glasur og lav ensartede hvide striber på den korte led hen over den mørke glasur. Der skal være ca. 4 cm mellem de hvide striber.
  8. Inden glasuren størkner, trækker du et træspyd hen over overfladen, så der kommer et præcist og ensartet mønster. Først trækker du striber igennem den hvide glasur i den ene retning. Der skal være ca. 4 cm. afstand. Dernæst trækker du striber i den modsatte retning imellem de striber, du allerede har lavet.

Pynt kagen

  1. Smør siderne af kagen med smørcreme og put ristede nødder på siderne.
  2. Afslut kagen med at sprøjte en flot kant af smørcreme med en stjerneformet tyl (12 mm).