Her får du opskriften på brødrene Prices rødkål, som de laver den til jul. (Foto: Rasmus Linaa ©DR)

Klassisk hjemmelavet rødkål

Rødkål er fantastisk tilbehør til kødretter som frikadeller, flæskesteg, andesteg og meget mere. Denne opskrift på rødkål er nem at lave, fordi den det meste af tiden nemlig står og passer sig selv i gryden. Prøv Brødrene Prices opskrift på hjemmelavet rødkål, og få dejligt tilbehør til julemiddagen eller julefrokosten.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 8 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 1 kg rødkål
  • 100 g smør
  • 1 dl lagereddike
  • 1-2 tsk. salt
  • 2-3 dl konc. ribssaft
  • 3 spsk. sukker
    (efter smag)
  • 1-2 spsk. fedt
    (fra ande- eller flæskesteg)
  • 1 spsk. ribsgele
    (efter smag)
  • 4-5 stk. kryddernelliker
  • 1 tsk. kommen
    (kan udelades)

Fremgangsmåde

  1. Skær kålen i ganske tynde strimler og del den yderligere i mindre stykker. Smelt smørret i en gryde og kom kålen ved.
  2. Lad kålen stege over middel varme, mens der hele tiden røres rundt, indtil kålen er faldet helt sammen. Tilsæt eddike, ribssaft og salt samt krydderier, læg låg på og lad kålen simre helt roligt i mindst to timer.
  3. Rør i rødkålen med jævne mellemrum og tilsæt evt. lidt mere ribssaft eller lidt vand, hvis den koger tør. Smag den så til med ribsgele, lidt stegefedt og evt. lidt mere sukker og salt. 
  • TIP: Lav gerne rødkålen nogle dage før, den skal bruges - den bliver bedre af at stå og trække lidt. Hvis man kan lide det, kan man smage kålen til med lidt brun kommen.