Det her er comfort-food af øverste skuffe. Perfekt til 1.januar med ondt i håret! (©Camilla Skov)

Mac'n'Cheese - nem og lækker

Den perfekte ret dagen derpå? Det er en klassisk mac 'n' cheese propfyldt med ost, hvis du spørger blogger og kogebogsforfatter Camilla Skov. Det geniale ved denne ret er, at du kan forberede brødkrummerne og bechamelen en dag eller to i forvejen. Så skal du bare varme op, koge pasta, blande herlighederne sammen og sætte i ovnen, når tømmermændene rammer. Opskriften giver 4-6 portioner og tager 30-45 minutter at lave.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 3 pers.

Kok og program

Ingredienser

Ost

  • 150 g ekstra modnet cheddar
  • 100 g parmesan
  • 125 g mozzarella
    (1 bold/kugle)

Brødkrummer

  • 1 spsk. frisk timian, finthakket
  • 2 spsk. smør
  • 2 dl pankorasp eller alm. rasp
  • 1 nip salt
  • Friskkværnet peber
  • 3-4 spsk. af den revede ost

Bechamel

  • 35 g smør
  • 35 g mel
    (2 spsk med top)
  • 0,25 tsk. løgpulver eller 1/2 finthakket løg
  • Et godt nip chili flakes eller cayennepeber efter smag
  • 5 dl mælk
  • 1 dl vand fra mozzarellaen
  • 0,5-1 tsk. dijonsennep

Desuden

  • 350 g pasta
    (her Cavateppi, anden buet eller snoet pasta er god, men det er kvaliteten på pastaen der er altafgørende, så den holder sit bid)

Fremgangsmåde

  1. Sæt ovnen på 175 grader.
  2. Riv cheddar og parmesan fint og bland i en skål.
  3. Si vandet fra mozzarella’en (gem vandet) og riv i fine stykker. Gem til senere.
  4. Hak din timian fint.
  5. Smelt 2 spsk smør i en pande og tilsæt raspen. Steg ved middel varme til raspen er smukt gylden. Hæld op i en skål og bland med timian og 3-4 spsk af den revne ost. Smag til med salt og peber.
  6. Smelt smørret til bechamelsovsen ved middel varme. Tilsæt melet og steg godt igennem i et par minutter sammen med løgpulver og chili flakes. Bechamel’en skal ikke være stærk, men lidt chili fremhæver ostesmagen.
  7. Tilsæt nu mælk lidt efter lidt og pisk godt igennem, så du undgår klumper. Tilsæt også 1 dl af den gemte væske fra mozzarella’en (kan erstattes af pastavand).
  8. Kog sovsen op og lad simre i 3-5 minutter, inden du tilsætter den revne ost. Smag til med dijonsennep, masser af peber og salt. Den skal være let salt i første omgang, da der tilsættes salt pastavand senere.
  9. Kog pastaen i godt saltet vand, til den er 60-70 procent færdigkogt. Den skal altså være godt al dente. Tag et par dl pastavand fra og si pastaen.
  10. Bland pasta og sovs og tilsæt pastavand, til sovsen lige akkurat dækker pastaen. Det skal være forholdsvis vådt. Nu tilsætter du også mozzarellaen! Smag til med ekstra salt og peber efter behov.
  11. Fordel hele herligheden i et ildfast fad og sæt i ovnen i 10 minutter.
  12. Fordel nu brødkrummerne på toppen og sæt i ovnen i yderligere 5-8 minutter til sovsen bobler livligt i kanterne.
  13. Lad hvile i 5-10 minutter, inden du serverer.


Opskriften findes i samlingen

Skønne og nemme pastaretter