Mørbradgryden kan nemt fryses ned, så du har ekstra til en dag med uventede gæster, eller hvor det bare skal gå hurtigt. (©DR Mad)

Klassisk mørbradgryde

Mørbradgryde, parprikagryde, vikingegryde.. Kært barn har mange navne, og det forstår man godt, for denne ret er bare altid en vinder. Den kan laves i god tid, i store mængder og med flere eller færre grøntsager efter din smag.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 2 store spsk. smør
  • 1 spsk. olie
  • Cirka 400 g svinemørbrad, koteletter eller andet skært svinekød
  • 150 g bacon i tern
  • 300 g champignoner
  • 2 løg
  • 1 dåse hakkede eller flåede tomater
  • Cirka 100 g tomatpuré
  • 1 tsk. salt
    (eller efter smag)
  • 2-3 tsk. paprika
    (smag efter – kan komme an på hvilken paprika, du har. Røget paprika er for eksempel ret kraftig)
  • 1 rød peberfrugt
    (og/eller to gulerødder eller en revet squash))
  • Evt. 1 glas perleløg
  • 200 g cocktailpølser
  • 1 dl vand
  • 2 dl piskefløde
  • Evt. Lidt majsstivelse eller meljævner
    (4 spsk. vand, 2 spsk. mel, piske eller rystet godt sammen)
  • Et drys peber efter smag

Tilbehør

  • Ris efter anvisningen på pakken
    (cirka 1 dl. ris per portion)
  • Alternativt kartoffelmos, pommes frites eller et godt brød

Fremgangsmåde

  1. Skær løg, kød, peberfrugt, champignon og eventuelt bacon ud i mundrette stykker.
  2. Smelt smørret sammen med olien ved høj varme i en stor gryde eller dyb pande, til det bobler en smule i overfladen.
  3. Steg kød og bacon i gryden ved høj varme i 2-4 minutter, til det er brunet.
  4. Tilsæt champignon og løg, og lad det stege med i et par minutter ved jævn varme.
  5. Tilsæt tomatpuré og paprika, og lad det stege lidt af i bunden af gryden, mens du rører.
  6. Husk at sætte dine ris over eller lune andet tilbehør undervejs.
  7. Tilsæt flåede tomater, salt, paprika og peberfrugt til gryden, og lad det hele simre ved lav varme i cirka 10-12 minutter.
  8. Kom derefter cocktailpølser, fløde og eventuelt perleløg i gryden.
  9. Varm det hele godt igennem, til sovsen har den rette tykkelse, og smag til med salt, peber og eventuelt paprika. Er sovsen for tynd, kan du tilsætte en smule majsstivelse eller meljævner - lidt ad gangen, så den ikke bliver for tyk. Kog yderligere tre-fire minutter, hvis du tilsætter jævner.
  10. Servér – eventuelt med et drys persille på toppen. Velbekomme!