Othelleolagkagen er skarp og stringent i sit udseende og himmelsk og sød i smagen. (©DR)

Klassisk othellolaglage

Othellolagkagen er en klassisk flødeskumslagkage af luftige bunde, sprøde makroner, en skøn vaniljecreme og chokoladeglasur på toppen samt et tykt lag marcipan hele vejen rundt om kagen. Denne opskrift er lavet af konditor og bagedystdommer Katrine Foged Thomsen, som udfordrede dette års deltagere af Den store bagedyst, til at kreere hendes othellolagkage som årets første hemmelige udfordring. Gør hende kunsten efter derhjemme og forkæl familie og venner.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 12 pers.

Ingredienser

Vaniljecreme

  • 7½ dl sødmælk
  • 2 dl fløde
  • 140 g sukker
  • 75 g maizena
  • 1 stang vanilje, korn herfra
  • 140 g æggeblomme

Lagkagebunde

  • 130 g sukker
  • 200 g æggeblomme
  • 200 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 400 g æggehvide
  • 1 stang vanilje, korn herfra

Makroner

  • 150 g marcipan
  • 150 g sukker
  • 60 g æggehvide

Kakaoglasur

  • 200 g flormelis
  • 4 spsk. kakao
  • lidt varmt vand

Marcipanbånd

  • 270 g marcipan
  • 180 g flormelis
  • 60 g glukosesirup

Pynt

  • 7½ dl fløde
  • friske jordbær og citronmelisse

Fremgangsmåde

Vaniljecreme

  1.  Kog mælken op.
  2. Bland tørstofferne sammen.
  3. Pisk æggeblommer og fløde i tørstofferne.
  4. Når mælken koger, piskes blandingen i. Lad cremen koge godt til den tykner. Afkøl.

Lagkagebunde - 2 bradepander

  1. Pisk æggeblommer, vanilje og sukker godt sammen.
  2. Bland tørstofferne og vend i æggesnapsen.
  3. Pisk æggehviderne.
  4. Vend det hele sammen.
  5. Bag v. 190 grader i to bradepander med bagepapir til let gyldne.

Makroner

  1. Rør marcipan og sukker sammen. Rør æggehviderne i lidt ad gangen.
  2. Sprøjt massen ud til makroner på bagepapir.
  3. Bag ved 190 grader.

Kakaoglasur

  1. Rør ingredienserne sammen til en tyk glasur uden glumper.

Marcipanbånd

  1. Ælt marcipan, flormelis og glykosesirup sammen.

Samling af kagen

  1. Pisk den kolde vaniljecreme godt igennem og tilsæt 1/4 af flødeskummet (pynt).
  2. For en kagering med kageplast.
  3. Stik 3 lagkageringe ud af dine bunde.
  4. Læg ringen på et stykke kagepap, og læg en bund i ringen.
  5. Læg et lag vaniljecreme.
  6. Læg et lag af smuldrede makroner.
  7. Gentag.
  8. Læg til sidst en bund på toppen.
  9. Lav glasuren og lun den en smule, så den flyder, og smør et lag glasur på toppen.
  10. Rul et marcipanbånd og læg det omkring kagen.
  11. Sprøjt flødeskum i et pænt mønster langs kanten og pynt med jordbær og citronmelisse.

Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2018 - Afsnit 1