Rabarberkompot laves nemt i ovnen. (©DR)

Klassisk rabarberkompot

En klassisk rabarberkompot smager fantastisk af dansk forår, og er skøn i desserter, på morgenmaden eller som den er med knuste makroner på toppen. Ifølge kogekone Camilla Plum, kan du næsten ikke lavet for meget.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 8 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 750 g rabarber
  • 275 g sukker
  • evt. vanilje, kanel, ingefær eller anden smagsgiver

Fremgangsmåde

  1. Dæk bunden af et ildfast fad med små rabarberstykker, i to lag. Så vikler man dem ind i så meget sukker man kan overskue, de skal være pakket ind i det. Præcis hvor meget er meget svært at sige, for der er stor forskel på rabarbers syrlighed. Men ca 275 g til 750 g rabarber plejer at passe. 
  2. Sæt fadet i ovnen ved 200° i ca. 15-25 min, eller til rabarberne er møre, og sukkeret smeltet. 
  3. Køl lidt af og smag på det. Hvis det er for surt hælder man lagen af, og koger den op med lidt mere sukker. Hæld over rabarberen igen. Man skal derimod ikke røre mere sukker direkte i kompotten, så smadrer man de fine rabarberstykker. 
  4. Kompotten kan krydres med en flækket vaniljestang, revet frisk ingefær, en kanelstang, revet citronskal, lidt frisk rosmarin eller et lille stykke fintsnittet kvanstilk - en helt afsindigt flot krydderurt, der ikke har så mange andre anvendelsesmuligheder, men bare er helt unik til rabarber.