En hyggelig lille snack, der hører julemåneden til. (©DR)

Klassiske havregrynskugler med vanilje

Konditor Mette Blomsterberg havde i programmet 'Det Søde Liv' sine to børn med i køkkenet til at lave disse klassiske havregrynskugler med vanilje. Opskriften er nem og hurtig at lave, og børnene kan både være med til at røre dem og trille dem.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 6 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 175 g havregryn
  • 1 spsk. god kakao
  • 100 g flormelis
  • 1 stang vanilje, polynesisk
  • 225 g stuetempereret smør
  • 75 g kokosmel

Fremgangsmåde

  1. Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene mases med flormelissen sammen med en paletkniv på bordet, så kornene skilles ad.
  2. Vaniljesukker og de øvrige ingredienser æltes godt sammen til en ensartet masse.
  3. Massen trilles til ensartede små kugler og trilles straks i kokosmel.
  4. Havregrynskuglerne skal opbevares i en dåse med tætsluttende låg i køleskabet.