Klatkager minder på mange måder om pandekager i smag og udseende, men klatkagerne har ofte lidt mere gods i sig grundet risengrøden - eller i det her tilfælde: risalamande. (Foto: Anthony Shkraba ©Pexels)

Klatkager af risalamande

Skulle det utænkelige ske, at du har en portion risalamande tilovers efter juleaften eller julefrokosten, så kan du med denne opskrift forvandle din grødrest til sprøde og luftige klatkager.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 2 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • En portion risalamande
    (omkring 500 gram)
  • 2 æg
  • 1,5 dl mel
    (måske lidt mere, så prøv dig frem)
  • 1 tsk. salt
  • Smør, margarine eller olie til stegning

Fremgangsmåde

  1. Bland risalamande med æg og salt i en skål.
  2. Tilføj melet lidt efter lidt, mens du rører rundt, til grøden har fået konsistens som en halvtyk kagedej. Bemærk, at den piskede fløde i risalamanden kan få dejen til at virke mere "fast", end den er, så der skal måske lidt mere mel i, end du tror. 
  3. Smelt smør, margarine eller olie på en varm pande og steg små "klatter" af grøddejen ved middelvarme, til de er gyldne på begge sider.
  4. Server klatkagerne, som de er eller med sirup, syltetøj eller kirsebærsauce på toppen. Klatkagerne kan spises både kolde og varme.