Koldskål kan også være en fin dessert til en god middag. (©DR)

Koldskål med skyr - med grillede peberfrugter, jordbær og lavendelolie

Kærnemælkskoldskål er en dansk sommerklassiker, men i programmet Dyrk, høst, spis - Byhaver med Hermann og Hertz lavede kokken Thomas Herman denne anderledes opskrift på koldskål. Denne opskrift er lavet med skyr, og koldskålen bliver serveret med en lækker lavendelolie, grillet peberfrugt og jordbær. Koldskålen kan naturligvis også serveres med de traditionelle kammerjunkere.

Lavendelolien skal trække natten over

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Vanilje- lavendelolie

  • 1 stk. vaniljestang
  • 10 stk. lavendelblomter
  • 2 dl mild olivenolie

Grillet peberfrugt og jordbær

  • 3 stk. smår peberfrugter
  • 300 g jordbær
  • 2 kviste bronzefennikel og citronverbena
    (kan udelades, red.)

Skyrkoldskål

  • 8 stk. past. æggeblommer
  • 1 stk. vaniljestang
  • 150 g sukker
  • 1 stk. citron
  • 5 dl kærnemælk
  • 2 dl skyr

Fremgangsmåde

  1. Vanilje- lavendelolie:
    Skrab kornene ud af vaniljen og skær vaniljestangen i grove stykker. Hak lavendelblomsterne groft og læg dem op i en gryde sammen med vaniljen og olien. Varm olien op til ca. 80 grader og lad den trække natten over på køkkenbordet tildækket med film. Sigt olien og gem den på køl til den skal bruges.

  2. Grillet peberfrugt og jordbær:
    Grill peberfrugterne til de er godt brankede på alle sider og læg dem i en plastikpose, til de er kølet af. Træk skindet af peberfrugterne, fjern kernerne og skær dem i tykke skiver. Rens og vask jordbærrene og skær dem i tykke skiver.

  3. Skyrkoldskål:
    Pisk æggeblommer, sukker og vanilje hvidt – tilsæt kærnemælk, skyr og citronsaften og skallen af citronen. Juster evt. koldskålen med mere citron, hvis den er for sød.

  4. Anret den grillede peberfrugt med skiver af friske jordbær og hæld 1 ½ spsk. lavendelolie over. Top op med et par deciliter koldskål og pynt med skud fra bronzefennikel og citronverbena (kan udelades, red.). 


Opskriften findes i samlingen

Opskrifter med jordbær