Markus skønne konfektstang med marcipan, nougat, bær og selvfølgelig chokolade. (©DR)

Konfekt trilogi

En lækker konfektstang, hvor du kan skære det fineste julekonfekt sammensat af skovbær, marcipan, nougat og mørk chokolade. Konfekt triologien lavede bagedystdommer Markus Grigo i programmet 'Jul - med Timm, Markus og Katrine'.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 10 pers.

Ingredienser

Solbærmarmelade

  • 150 g solbær eller blåbær
    (frosne)
  • 50 g rørsukker
  • 2 g pektin

Tre slags fyld

  • 200 g ren, rå marcipan
  • 100 g nougat
  • en skefuld solbærmarmelade

Chokolade-mandelbund

  • 100 g mandelflager
  • 50 g kold nougat
  • 50 g mørk chokolade

Samling og pynt

  • 50 g mørk chokolade
  • evt. frysetørrede hindbær

Fremgangsmåde

Solbærmarmelade

  1. Kom bærrene (optøet) og halvdelen af sukkeret i en gryde. Varm op til kogepunktet. 
  2. Bland det resterende sukker med pektin. Drys sukkerblandingen i de kogende bær under piskning. Skru lidt ned for varmen og kog forsigtigt igennem i ca. 1 min. Afkøl marmeladen helt. 


Tre slags fyld

  1. Ælt 100 g marcipan med en skefuld marmelade. Ælt det ikke for meget, det skal være marmoreret. Sæt det på køl. Rul det bagefter til en pølse på ca. 30 cm. Det kan være lidt svært - brug evt. lidt olie på bordet eller rul det i bagepapir.
  2. Rul 100 g marcipan til samme længde.
  3. Kom nougaten i en sprøjtepose, der er foret med en stor hultylle (på størrelse med marcipanpølsernes diameter).

Chokolade-mandelbund

  1. Mandelflagerne ristes gyldne i ovn eller på en pande. Afkøles lidt. 50 g tages fra til pyntning.
  2. Hak nougat og chokolade. Smelt dem i ovn eller mikroovn og vend de ristede mandelflager i. De må gerne være en smule varme. 
  3. Massen smøres ud på en plade med bagepapir i ca. 30 x 6 cm.

Samling

  1. Placer nu de to marcipanpølser på mandelbunden. De skal røre hinanden i midten. 
  2. Varm nougaten i sprøjteposen med hænderne, til den kan sprøjtes. Sprøjt nu en lang pølse oven på de to marcipanpølser. Alternativt kan det rulles i hænderne til en lang pølse - men pas på, nougat smelter hurtigt. Afkøl til nougaten har sat sig.
  3. Smelt ca. 50 g mørk chokolade over vandbad og pensl marcipanbrødet med chokoladen. 
  4. Drys med mandelflager og evt. frysetørrede hindbær. Afkøl i køleskabet. 
  5. Ved servering skæres brødet i skiver. Opbevares bedst køligt men tørt. Ellers bliver mandelflagerne bløde.

Opskriften findes i samlingen

Jul - med Timm, Markus og Katrine