Fine kransekager med kirsebær og mørk chokolade fra programmet Kongerigets Kager. (©DR)

Kransekage med amarenakirsebær

I programmet 'Kongerigets Kager', bagte Mette Blomsterberg bl.a disse små og lækre kransekager overtrukket med abrikosgele, fyldt med aromatiske amarenakirsebær, og en bund dækket af en god mørk chokolade. Kagerne er perfekte som værtindegave eller som godter til jul og nytår.

Tilberedningstid: 1 time, 20 min. Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

Kransekagemasse

  • 200 g rørsukker
  • 100 g æggehvider
  • 500 g ren rå marcipan
  • 45 stk. Amarenakirsebær

Abrikosgele

  • 1,5 blade husblas
  • 4 stk. tørrede abrikoser
  • 50 g sukker
  • 1 dl vand

Chokoladeovertræk

  • 200 g mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Kransekagemasse:
    Rørsukker og æggehvide røres sammen. Lad det trække ca. 1 time for at opløse sukkeret. "Sukkerhviden" æltes ind i marcipanen lidt efter lidt, til kransekagen er ensartet.
  2. Abrikosgele:
    Husblassen lægges i blød i ½ liter koldt vand i en ½ time. Kog abrikoserne, sukker og vand op i en gryde med låg i 15 minutter. Tag gryden af varmen og lad den stå i 5 minutter. 
  3. Vrid husblassen fri for vand og kom den op i den stadig varme abrikosblanding. Sigt hele herligheden. Anvend geléen efter 10 minutter eller opvarm den let, hvis det er nødvendigt. 
  4. Kransekagemassen kommes op i en stof sprøjtepose med en kruset tyl, og sprøjtes ud på en bageplade beklædt med bagepapir, til lige store flade bunde, ca. 5 cm. i diameter. Ovenpå hver bund lægges tre kirsebær. 
  5. Hvert kirsebær trykkes let ned i bunden. Imellem kirsebærene sprøjtes nu to "buer". Først en lille, og så en stor (bemærk formen på billedet). Bages ved 190 grader til de er gyldne ca. 10-12 minutter. 
  6. Afkøles let og pensles med varm abrikos gele. Afkøl kagerne helt i køleskab inden de dyppes med bunden i tempereret mørk chokolade.