(©DR)

Kransekagetop - flot kransekage til nytårsaften

En kransekage hører nytårsaften til - og kan også sagtens spises resten af året. Konditor Mette Blomsterberg lavede denne lækre opskrift på en flot og imponerende kransekagetop i programmet 'Det søde liv'. Kransekagen kræver meget få ingredienser, og den er forholdsvis nem at lave.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 30 pers.

Ingredienser

Kransekagemasse

  • 1 kg ren rå marcipan
  • 300 g flormelis
  • 80 g pasteuriserede æggehvider

Sprøjte glasur

  • 75 g sigtet flormelis
  • 30 g pasteuriserede æggehvider

Fremgangsmåde

Kransekagemasse

  1. Marcipan og flormelis røres sammen med spartel på røremaskine - alternativt æltes det i hænderne. Tilføj æggehviderne lidt ad gangen, til massen er ensartet og jævn. Kom den færdige kransekage masse i en tillukket plastik pose og kom den i køleskabet minimum 2 timer eller gerne til næste dag.
  2. Den kolde kransekagemasse vejes af i 300 gram pr. stk. Hvert stykke rulles ud i 80 cm lange, jævne stænger. Hver stang trykkes let ned på den halvde,l der vender mod dig selv, så der dannes "en liggende blød trekant" af stangen. Alle trekant stængerne løsnes kontant med en paletkniv. Trekanterne måles af i stykker på præsis 8, 10, 12, 14 cm osv. osv., til al massen er opbrugt. Husk også at lave en kugle til toppen.
  3. Hvert opmålt stykke lukkes sammen til oprejste ringe, der sættes på bageplade beklædt med bagepapir. Slut med at trykke alle ringene plane med et stykke bagepapir med en bageplade over - pres ganske let og tag bageplade og papir væk igen. Bages ved 200 grader til de er gyldne - det tager ca. 14 - 18 minutter. 

Sprøjte glasur

  1. Flormelis og æggehvider piskes hvide og luftige med håndmikser. Glasuren er færdig, når den ikke flyder sammen, når piskningen stoppes. Den færdige glasur kommes op i et cornet, (et kræmmerhus af bagepapir).
  2. Vælg det fad, kransekagetoppen skal serveres på og placer den største ring herpå. Sprøjt de karakteristiske "glasur tunger" - først på den største bagte, afkølede ring. Sæt den næststørste bagte ring ovenpå - gentag, til den mindste ring og til slut kuglen som top.
  3. Lad den færdige kransekagetop tørre et par timer ved stuetemperatur, før den tildækkes med plastik, hvis den skal holde til en af de efterfølgende dage. Pynt gerne festligt, med flag, knallerter eller lign. efter smag til den sidste dag i året.