Krydret salat med røde bønner (©DR)

Krydret salat med røde bønner

Bønner er fyldt med proteiner og en masse andet godt. Denne opskrift er en inspiration til, hvordan du kan sammensætte din helt egen bønnesalat indeholdende alle dine favoritbønner. Madentusiast Anne Hjeernøe lavede salaten i programmet Annemad, og med denne opskrift på bønnesalat får du en meget fyldig og smagfuld ret, som er en perfekt ledsager til en kødret både til hverdag, og når man har gæster.

Bønnerne sættes i blød natten over.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 250 g blandede bønner
    (eks. , sorte, brune, kidney, små, store, røde, pinto, hvid eller hvad du godt kan lide)
  • 1 stk. løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stk. rød peberfrugt
  • 1 dl cashewnødder
  • 1 stk. lime
    (skal heraf)
  • 1 stk. citrongræs
  • 1 stk. bundt blandede krydderurter
    (f.eks. koriander, bredbladet persille og mynte)
  • 1-2 tsk. salt
    (smag til)
  • 6 spsk. olivenolie
  • 1 stk. lime
  • 1 tsk. ahornsirup
    (kan erstattes med honning)

Fremgangsmåde

  1. Bønnerne sættes i blød natten over, hvorefter de skylles godt og vandet kasseres. Derefter koges bønnerne til de er møre. Bemærk at alle bønner har forskellig kogetid.
  2. Bønnerne afkøles, til de er lune, hvorefter de blandes med finthakket løg, presset hvidløg, peberfrugtstern og hakkede ristede cashewnødder. Tilsæt rigeligt med friskrevet limeskal, og gem resten af limefrugten til dressingen.
  3. Pil de yderste blade af citrongræsset og skær bunden af. Hak de nederste 10 cm. af stilkene meget fint, og bland dem i bønnesalaten sammen med masser af friskhakkede krydderurter.
  4. Bønnesalaten smages nu til med rigelig salt.
  5. Olivenolie, limesaft og ahornsirup røres sammen til en dressingog vendes i salaten, der kan spises med det samme, eller trække en times tid i køleskab før servering.