Kylling bonnes femmes indeholder kylling, kartofler, vin, cognac og en masse lækre grøntsager. Servér den med lidt frisk timian! (©DR)

Kylling 'bonnes femmes'

Adam Price præsenterer en fransk gryderet, kylling 'bonnes femmes', der betyder 'gode kvinder'. Kyllingen koges i både hvidvin, rødvin og cognac og tilsættes en masse lækre grøntsager. Lav til slut din egen svampesalt af tørrede Karl Johan svampe, lidt laurbær og salt og smag retten til. Servér den for de gode kvinder i dit liv!

Tilberedningstid: 1 time, 10 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Kylling bonnes femmes

  • 1 stk. fersk økologisk kylling
  • 100-150 g bacon
  • 400 g mark champignoner
  • 6-8 stk. skalotteløg
  • 6-8 fed hvidløg
  • 800 g små kartofler
  • 1-2 l Hønsefond (nok til at det dækker kyllingen)
  • 1 bundt persille (lille bundt)
  • 2 stk. persillerødder
  • 2 stk. gulerødder
  • 1,5 dl tør fransk hvidvin
  • 0,75 l rødvin
  • 1 dl cognac

Svampesalt

  • 30 g tørrede Karl Johan svampe
  • 1 smule maldonsalt
  • 1 smule laurbær

Fremgangsmåde

Lav kylling bonnes femmes: 

  1. Del kylling i otte stk: 2 vinger, 2 underlår, 2 overlår og 2 bryster, krydr dem med salt og peber. Skroget og vingerne brunes godt af i en dyb gryde, tilsæt persillerod, gulerod og timian. Herefter tilsættes cognac, og der flamberes. 

  2. Tilsæt rødvin, og lad det koge ind. Hæld vand på så det dækker, og lad fonden stå og simre. 

  3. Bacon skæres i tern og sprødsteges i lidt olie, sigt fedtet fra og brug det til at brune kyllingen af. Baconen sættes til side.

  4. Når kyllingestykkerne er stegt gyldne, lægges de til side i et passende ildfast fad. Brug stegefedtet til at brune kartoffler, de hele fed hvidløg og hele skalotteløg af. Læg derefter kyllingestykkerne tilbage i gryden, hæld hvidvin på, tilsæt lidt timian og laurbær. 

  5. Læg låg på gryden, og sæt den i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 20 minutter. Imens sigtes fonden, og koges ned til en kraftig fond. Champignon sauteres i lidt smør og olie på en varm pande, og lægges til side. 

Lav til slut lidt svampesalt: 

  1. Blend de tørrede Karl Johan svampe med maldonsalt og lidt laurbær. 

Afslut retten: 

  1. Gryden tages ud af ovnen, vend champignon og bacon i, og smag retten til med svampesalt og peber. Server kyllingen med alt det gode fra gryden og den nedkogte fond.