Lækker aftensmad med masser af grøntsager og med en dejlig smag af bacon. (©DR)

Kylling og bacon i citron med couscous

Jesper Vollmer præsenterede i programmet 'Spis og Spar' denne opskrift for en familie, som var vilde med fløde og bacon, men gerne ville spise lidt sundere. I opskriften er bacon bevaret, men med flere grøntsager og couscous bliver retten mere let, uden man går på kompromis med smagen. Opskriften bliver en nem og lækker hverdagsret.

Tilberedningstid: 1 time, 15 min. Antal portioner: 8 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

Kylling og bacon i citron

  • 1 stk. kylling delt i 8 stykker
  • 200 g bacon i tern
  • 3 stk. gulerødder
  • 2 stk. persillerødder
  • 2 stk. løg
  • 0,5 stk. citron
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stk. lille bundt salvie
  • 1 stk. flaske hvidvin
  • 2-3 spsk. honning
  • 1-2 tsk. salt
    (efter smag)
  • 0,5 tsk. peber
    (efter smag)

Couscous

  • 3 dl couscous
  • 3 dl kogende vand
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Kylling og bacon i citron:

  1. Steg baconen sprød i en gryde og tag det op. Brun kyllingen godt af og vend baconen i igen.
  2. Skræl og del rodfrugterne i grove stykker. Hak løg og hvidløg, skær citronen i skiver og hak salvien fint. Kom alt dette og resten af ingredienserne op i gryden til kyllingen.
  3. Læg låg på og lad det hele simre en times tid.
  4. Smag til med salt, peber og honning.

Couscous:

  1. Bland alt til couscous'en sammen i en skål og dæk med et låg eller madfilm i 5 min.
  2. Løsn det med en gaffel inden servering.