Påskeglæden er sikret, når denne langtidsstegte lammekølle bliver sat på bordet. (©DR)

Langtidsstegt lammekølle med persillerodspure

Langtidsstegt lammekølle er dejlig gæstemad eller oplagt til påskemiddagen. Kødet bliver mørt og saftigt og serveres her med en lun salat af persillerødder.

Tilberedningstid: 12 timer Antal portioner: 8 pers.

Kok og program

Ingredienser

Lammekølle

  • 1,5-2 kg lammekølle
  • 10 kviste timian
  • 0,5 dl æbleddike
  • 2 spsk. grov sennep
  • 1 spsk. koldpresset rapsolie
  • 1 spsk. salt
  • 0,5-1 tsk. friskkværnet peber
  • 3 stk. rødløg
  • 2 stk. hele hvidløg
  • 3 stk. løg
  • 3 dl øl
  • 3 dl vand
  • 1 dl æblecider
    (eller æblemost)

Persillerodspure

  • 1,5 kg persillerødder
  • 40 g smør
  • 3-4 spsk. æbleeddike
  • 1-2 tsk. salt
  • 1 knivspids peber

Sprød salat

  • 3 spsk. æbleeddike
  • 3 spsk. koldpresset rapsolie
  • 1 tsk. honning
  • 0,5 tsk. salt
    (smag til)
  • 1 knivspids peber
  • 2 stk. æbler
  • 1 stk. bundt bredbladet persille
  • 2 skiver daggammelt brød

Fremgangsmåde

Lammekølle

  1. Rids lammekøllen let i overfladen. Rør eddike, sennep og rapsolie sammen til en jævn marinade. Pluk timian og rør i marinaden. Smør lammekøllen ind i marinaden, drys med salt og lad den stå 30 min.
  2. Pil og skær løg og hvidløg  i halve og læg dem op i en bradepande. Kom øl, vand, cider og salt på, vend godt rundt. Læg lammekøllen på, dæk godt til med folie og sæt den i ovnen. Steg køllen 10-12 timer ved 100 grader, indtil køllen er helt mør og kødet nærmest falder af benet. Husk at overhælde køllen med væden et par gange under tilberedningen.
  3. Tag folien af lammekøllen. Skru ovnen op på 250 grader og grill de sidste 5-7 min inden du skal servere køllen, så den bliver helt sprød og gylden på overfladen. Tag køllen ud af ovnen og lad den hvile 5 min. inden den serveres og skæres. 

Persillerodspure

  1. Skræl persillerødder og skær ud i grove tern. Kog persillerødderne i en gryde med vand og lidt salt i ca. 3-4 min, til de er møre men stadig har bid. Tag halvdelen af persillerødderne op og kom i en skål og stil til side til salaten. Lad resten koge videre til de er helt møre. 
  2. Hæld overskydende vand fra de møre persillerodstern, men gem kogevandet. Mos rødderne med en stavblender eller et piskeris og juster evt. konsistensen med lidt kogevand. Smag til med smør, eddike, salt og peber.

Sprød salat

  1. Bland en dressing af rapsolie, æbleeddike, honning, salt og peber og hæld over de let kogte persillerodstern. Skær æbler fri for kernehus og skær  i tynde både. Vask og afdryp persille grundigt, og pluk i blade. Vend æbler, persille og persillerods tern sammen. Lad salaten sætte sig 5 min. og smag den evt. til med ekstra salt, peber og eddike.
  2. Skær brødskiverne ud i små tern, vend med lidt rapsolie og havsalt. Bag i ovnen i 6-8 min ved 180 grader til de er sprøde og gyldne. 
  3.  Server persillerodsmos med salaten på toppen og sprøde brødcroutoner som lækkert tilbehør til lammekøllen.