Linsegryde fra Auvergne er nemt at lave, og det smager tilmed vidunderligt. (©DR)

Linsegryde fra Auvergne

Auvergne er en region i det centrale Frankrig og det er altså denne region Adam Prices gryderet skulle været inspireret af. Retten indeholder merguez pølser, tørsaltet bacon og confitterede andelår, og er altså perfekt når du skal imponere dine frankofile venner.

Tilberedningstid: 40 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 400 g puy linser
  • 12 stk. merguez pølser (fås ofte hos halal slagtere)
    (Alternativt kan man benytte kålpølse.)
  • 100-150 g røget, tørsaltet bacon
  • 1 dåse confitterede andelår (1 stk per person)
  • 1 bundt suppevisk (af persille, salvie og timian)
  • 1 sjat hvidvin
  • 0,5-1 l oksefond
  • 2-3 stk. løg
  • 4-5 fed hvidløg
  • 1-3 stk. gulerødder

Fremgangsmåde

  1. Steg bacon skiverne i en dyb pande, så de smider en del af fedtet. Tag baconen op og steg pølserne gyldne i fedtet. Tag pølserne op og steg grøntsagerne gyldne i gryden. 

  2. Skyl linserne rigtig grundigt og hæld dem i grøntsagerne. Lun dem i panden, og tilsæt et godt glas hvidvin. Lad vinen koge ind, og tilsæt den varme fond. Læg suppevisk og pølser ved og lad retten simre under låg i ca. 20-30 minutter. Husk at røre lidt i gryden undervejs.
     
  3. I mellemtiden lægges de confitterede andelår i en bradepande med lidt af andefedtet og tilberedes gyldne og sprøde i en 200 grader varm ovn. 

  4. Linseretten skal ikke være for flydende, men linserne må stadig gerne have lidt bid. Smag retten til med presset hvidløg, salt og peber og anret en portion, med pølser, lidt af baconen og de sprøde andelår. 

  • Tip: Anret gerne gryderetten med lidt frisk timian.