Louisiana - pølsegryde fra Sydstaten
Labre pølser i dejlig sauce er simpelthen en vinder i ethvert land. I bedste cajun-stil tilberedes retten i én gryde, så den er perfekt både derhjemme og på et udendørs blus. Retten er godt krydret og fuld af peberfrugter, der næsten leder tankerne hen på en italiensk peperonata. Prøv den - du vil ikke fortryde det.
Tilberedningstid:
1 time
Antal portioner:
6 pers.
Ingredienser
Pølsegryde
- 1 smule olivenolie
- 8 stk. gode pølser
- 3 stk. peberfrugt
- 2 stængler bladselleri
- 1 stk. løg
- 4 fed hvidløg
- 1-2 stk. røde chili
- 10 blade frisk timian
- 1 tsk. paprika
- 1 tsk. cayennepeber
- 2-3 spsk. hvedemel
- 1 spsk. hvidvinseddike
- 7,5 dl fond
- 1 dåse flåede tomater
- 1 smule havsalt og peber
- 3 håndfulde kogte ris
- 1 bundt persille
- 3 stk. snittede forårsløg
Fremgangsmåde
- Kom et skvæt olivenolie i en gryde. Når olien er hed, kommes pølserne i og brunes på alle sider.
- Når pølserne er gyldenbrune, tages de op og lægges til side. Afhængig af pølserne er der en del afsmeltet fedt i gryden.
- Der skal bruges ca. 4 spsk fedtstof, så hvis der er mere, hældes det forsigtigt fra. Er der for lidt, tilsættes mere olivenolie.
- Svits løg, peberfrugter og bladselleri over middelvarme under jævnlig omrøring i 10-12 minutter, indtil de bliver bløde.
- Rør hvidløg, chili, timian og krydderier i og svits det med et minut eller to.
- Rør mel og eddike i og lad det koge med et minut eller to.
- Tilsæt brunede pølser, hønsefond og dåsetomater, som moses let med grydeskeen. Smag til med salt og peber og lad pølsegryden snurre i et kvarters tid, til den er kogt lidt ind.
- Drys retten med snittet forårsløg, hakket persille og hakkede bladselleriblade og server med en god slevfuld kogte ris. Det er noget, der smager!
- PS. Jeg har også lavet retten med vagtler, bacon og hakkede kyllingerester i. Resultatet var meget lækkert.
- Vinforslag: argentinsk rødvin, fx en Malbec fra Mendoza