Lys fjerkræfond er en god base til mange retter og saucer (©DR)

Lys fjerkræfond

Denne opskrift på lys fjerkræfond er en god base til madlavning og saucer - som eks. en hønse-velouté. Du får her Brødrene Prices opskrift på begge dele.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

  • 1 stk. stor suppehøne
  • 3-4 stk. porrer
  • 2-3 stk. løg
  • 2 stængler blegselleri
  • 3 stk. gulerødder
  • 2-3 stk. kryddernelliker
  • 2-3 fed hvidløg
  • 1 stk. suppevisk
    (af persille, timian, laurbær og porretop)
  • 8-10 stk. peberkorn
  • 1-2 tsk. salt
    (efter smag)

Fremgangsmåde

  1. Lys fjerkræfond:
    Suppehønen deles i mindre stykker, kommes i en stor gryde med koldt vand og bringes langsomt i kog. Man skummer jævnligt.

  2. Efter 1/2 time tilsættes porrer, løg, bladselleri samt gulerødder, det hele groft opskåret, i gryden. Et par kryddernelliker, peberkorn, hvidløg samt en suppevisk ryger også med. Der koges stille videre et par timer, hvorefter suppen sies gennem et klæde.

  3. Skum fedtet af og kog ned, til smagen passer. Smag til med salt. Bryst og lårkødet kan eventuelt tages fra, når det er mørt og bruges til noget andet - f.eks. en kyllingesalat.

  4. Hvis fonden laves i trykkoger, kommes alle ingredienser blot i gryden sammen med vand, og der koges under tryk i 1-1 1/2 time, hvorefter fedtet skummes af og fonden koges ind til passende smag og saltes.

  5. Hønse-velouté:
    En stor spsk. smør bages op med en stor spsk. mel. Det må ikke brune! En liter lys hønsefond tilsættes under piskning og koges igennem, til saucen er pæn og blank. Tilsæt 1 dl fløde og smag saucen til med salt, peber og måske 1 tsk. sukker. 

  • TIP:Hvis smagen ikke er tilpas, har du ikke kogt din lyse hønsefond nok ind. Og så må man evt. hjælpe den med lidt købefond.