Minilagkage - castingkage

Dette er en grundopskrift på en lagkage, som kan 'styles' og tilsmages lige netop, som man ønsker det. Da deltagerne i Den store bagedyst 2018 blev castet til programmet, fik de til opgave at lave deres egen personlige udgave af kagen. Opskriften mødte de dog igen, da de fik til opgave at forbedre deres oprindelige 'casting-kage' som den hemmelige udfordring i program seks af Den store bagedyst. Her får du grundopskriften og kan selv slippe fantasien løs derhjemme, eller du kan lade dig inspirere af deltagernes kager.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

Vaniljebunde

  • 1 stang vanilje
  • 65 g sukker
  • 100 g æggeblomme
  • 100 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 200 g æggehvide

Mousse

  • 3½ blade husblas
  • 1 stang vanilje
  • 150 g bær eller frugt
    (afhængig af frugttype)
  • 30 g flormelis
  • 3½ dl piskefløde

Fremgangsmåde

Vaniljebunde

  1. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en lille kniv.
  2. Mas vaniljekornene sammen med en anelse sukker med kniven, så kornene skilles ad.
  3. Pisk æggeblommer, vaniljesukker og sukker til en tyk æggesnaps.
  4. Bland mel og bagepulver og sigt det ned i ”snapsen”.
  5. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen – stop når den er ensartet.
  6. Smør dejen ud på et stykker bagepapir. Bag bunden ved 190 grader til den er let gylden og giver efter ved tryk.
  7. Afkøl bunden og udstik 3 bunde med en lagkagering med en diameter på 14 centimeter.

Mousse

  1. Læg husblassen i blød i koldt vand.
  2. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekornene ud i lidt af flormelis med en kniv, så kornene skilles ad.
  3. Opvarm bær/frugt, vaniljesukker og flormelis i en lille gryde. Det skal ikke koge. Vrid husblassen fri for vand, kom den direkte op i gryden og rør godt.
  4. Pisk fløden til en let skum i en anden skål. 
  5. Kom en tredjedel af flødeskummet op i frugt-/bærblandingen og pisk hurtigt. Kom nu frugtblandingen over i skålen med det resterende flødeskum og vend forsigtigt det hele sammen til en ensartet mousse.

Opbygning

  1. Placér kage-plast i kanten af lagkageringen og stil den på det fad, kagen skal serveres på. Læg en af bundene ned i ringen.
  2. Fordel en passende mængde mousse på bunden og læg en udstukket vaniljebund ovenpå. Pres en anelse.
  3. Fordel endnu et lag mousse og læg den sidste lagkagebund på kagen.
  4. Kagen stilles koldt, så lang tid, som tiden tillader.
  5. Imens kagen køler, kan du bruge tiden på at forberede kagens pynt. Du bestemmer helt selv hvilken teknik og hvilke ingredienser, du vil bruge: 
    Det kan for eksempel være med marcipan, fondant, flødeskum, chokolade, hakkede nødder, bær, chokoladesnirkler, ganache eller smørcreme. Lad dig inspirere af de ingredienser og remedier, der er til rådighed - kun fantasien sætter grænser.
  6. Den kolde kage befries for kageplast og pyntes.

Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2018 - Afsnit 6