Minirugbrød med nibs, chokolade, nødder og abrikoser
Minirugbrød med masser af kerner, mørk chokolade og sprøde kakaonibs er en lækker snack at have med i madpakken eller på farten, og den mørke chokolade smager fantastisk sammen med den brændte rug. Opskriften lavede kok Adam Aamann i Madmagasinet om chokolade, da kan lavede skøn mad med chokolade.
Opskriften giver ca. 30 minirugbrød.
Tilberedningstid:
4 timer
Antal portioner:
0 pers.
Kok og program
Ingredienser
Kerneblanding
- 125 g rugkerner
- 35 g græskarkerner
- 35 g hørfrø
- 35 g solsikkefrø
- kogende vand
Rugbrød
- 3 spsk. maltsirup eller honning
- 3 dl porter, eller anden mørk øl
- 2 spsk. kakao
- 1 dl hasselnødder
- 50 g tørrede abrikoser
- 50 g tørrede dadler
- 1 dl kakaonibs
- evt. 1 dl surdej
- 20-30 g gær
- 25 g salt
- 80 g hvedemel
- 460 g rugmel
- 60 g mørk chokolade 60-70%
- 30 g smeltet smør til pensling
Fremgangsmåde
- Kom rugkerner, græskarkerner, hørfrø og solsikkekerner i en stor skål. Hæld kogende vand over og lad det trække i en time.
- Tilsæt derefter maltsirup eller honning, øl, kakao, grofthakkede hasselnødder, finthakkede abrikoser, finthakkede dadler, kakao-nibs, evt. surdej, 20 g gær (eller 30 g hvis der bages uden surdej), salt og rør det godt ud i blandingen.
- Tilsæt derefter hvedemel og rugmel over nogle gange mens der æltes i skålen (røremaskine kan også bruges) og tilsæt chokoladen sammen med det sidste mel og ælt godt igennem.
- Dæk skålen til med et opvredet viskestykke, og lad dejen stå og hæve på køkkenbordet i minimum en time og gerne op til 2-3 timer.
- Tag en silikoneform med små rektangler på ca. 3 x 8 cm eller evt. en muffinform og smør med smeltet smør. Fordel dejen heri, skyld hænderne med koldt vand, og brug dine våde hænder til at glatte den klæbrige dej ud med.
- Lad dejen efterhæve, igen tildækket af et opvredet viskestykke, i en minimum 1 time eller til dejen er hævet med ca. 30 %.
- Pensl forsigtigt overfladen med smør og bag minirugbrødene i en forvarmet ovn ved 170 grader i ca. 40 minutter (hvis rugbrødene bages i muffinforme bages de i 50 min.)
- Tag brødene ud af formene og bag dem 5 min. mere og lad dem køle af på en rist.
- Tip: Husk at du kan bage en større portion end opskriften her og fryse dem ned, hvilket de fint tåler.