Lav dit eget musselmalede mønster som pynt på din favoritroulade. (©DR)

Musselmalet mormor-roulade med blåbær

Du kender garanteret det ikoniske, musselmalede porcelæn. Men har du nogensinde set det på en kage? Denne roulade med blåbær og chokolade vil med sit mønster pynte flot og smage ekstra godt på et porcelænsdækket bord.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Blåbærkompot

  • 225 g frosne blåbær
  • 70 g sukker
  • 6 g pektin NH

Blåbær-ganache

  • 2 blade husblas
  • 80 g blåbærkompot
    (af ovenstående)
  • 3 dl piskefløde
  • 70 g hvid chokolade i knapper

Blå dej til at male med

  • 30 g æggehvider
  • 25 g flormelis
  • 40 g kartoffelmel
  • 25 g mel
  • 15 g olie
    (vindrue eller majs)
  • Blåt farvepulver
    (pavoni)

Rouladebund

  • Fedtspray til bagepladen
  • 4,5 æg
  • 110 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 25 g olie
    (vindrue eller majs)
  • 30 g mælk
  • 40 g sukker
  • 75 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 40 g hakkede, ristede hasselnødder
  • 100 g sukker

Fremgangsmåde

Forberedelse inden bagning:

  1. Tænd ovn (180 grader varmluft)
  2. Fold en 'cornet' af et stykke bagepapir eller lignende (skal have form som et kræmmerhus). Det skal fungere som en slags sprøjtepose, når du skal male mønsteret på kagen.

Start med at lave din blåbær-kompot:

  1. Kog de frosne blåbær op sammen med halvdelen af sukkeret.
  2. Bland pektin med resten af sukkeret og pisk det i den varme kompot. Det hele koges i cirka 1 minut.
  3. Tag 80 gram kompot fra (det skal i din ganache om lidt) og hæld resten af kompotten på en sprøjtepose med en 18 mm tyl og læg den til afkøling i fryseren (det skal ikke fryse, bare afkøles).

Gå dernæst i gang med din blåbær-ganache:

  1. Udblød husblassen i koldt vand.
  2. Bring halvdelen af fløden (150 gram) i kog sammen med den kompot (80 gram), du har taget fra. Tag det af varmen.
  3. Smelt husblassen i den varme fløde og hæld det omgående over den hvide chokolade. Lad det trække i cirka et halvt minut.
  4. Stavblend blandingen, tilsæt resten af fløden og stavblend igen.
  5. Fyld massen i en flad beholder, overdæk med husholdningsfilm og sæt det i fryseren. (Det skal ikke fryses, bare afkøles.)

Nu skal du lave den blå dej, som skal i en kornet:

  1. Tegn mussel-mønster med blyant på det hvide bagepapir. (Kig efter mussel-mønstret på dit fad.).
  2. Spray en bageplade med et meget tyndt lag fedtspray og læg bagepapiret på, så det klæber fast til pladen. Spray også bagepapirets overside med et meget tyndt lag fedtspray.
  3. Bland alle ingredienserne (æggehvide, flormelis, kartoffelmel, olie, blåt farvepulver) til en glat dej, som kan bruges omgående. Put dejen i din foldede cornet, klip et lille hul, tegn dit musselmønster på bagepapiret og sæt det i fryseren.

Nu skal du i gang med rouladedejen:

  1. Del æggene og pisk blommerne sammen med sukker og vaniljesukker til en hvid æggesnaps. Tilsæt olie og mælk og pisk det forsigtigt glat.
  2. Pisk nu hviderne godt igennem. Når de er luftige, drysses de 25 g sukker i, og hviderne piskes til de er stive og glatte. Pisk dem ikke for meget.
  3. Sigt mel sammen med bagepulver og vend det i æggesnapsen.
  4. Vend hviderne i dejen af 3 omgange. Husk, at det skal være en luftig masse.
  5. Fordel massen på bagepapiret med det musselmalede mønster – du skal arbejde hurtigt og alligevel forsigtigt. Brug evt. en sprøjtepose med 18 mm tylle til hurtigt at fordele massen. Få en jævn overflade ved at smøre forsigtigt efter med en paletkniv. Du må ikke smøre for meget – så ødelægger du mønsteret.
  6. Drys med de hakkede nødder og bag rouladebunden i en forvarmet ovn ved 180 grader (varmluft, på midterste hylde) i ca. 7-8 min.
  7. Lad rouladebunden afkøle en smule og vend den ud på et stykke bagepapir, der er drysset med lidt sukker.
  8. Fjern bagepapiret, mens rouladebunden stadig er lun. Vend rouladen igen på et nyt stykke bagepapir drysset med sukker.
  9. Dæk rouladebunden med et fugtigt viskestykke og sæt i køleskabet.
  10. Pisk nu blåbær-ganachen glat og stiv ved mellem hastighed. Den skal være helt kold, inden du pisker den.
  11. Smør blåbær-ganachen i samme tykkelse som bunden på rouladen.
  12. Sprøjt en lang pølse med blåbær-kompot tæt ved kanten på den side, du vil rulle fra. Drys med friske blåbær.
  13. Rul kagen stramt, skær kanterne til og sæt den på køl til den skal spises. Kan serveres omgående.