Nem og billig hot pot

Louisa Lorang kalder det for en slags kinesisk fondue – bare meget friskere. Opskriften kræver et transportabelt blus, men er ellers helt simpel at lave - og alle omkring bordet bestemmer helt selv, hvad de vil putte i.

(© Louisa Lorang)

Tidsmængde: 45 min Mængde: 4 pers.

Ingredienser

SUPPEBASE

  • 3 l hønsebouillon

  • 1 stjerneanis

  • 5 skiver ingefær

  • 1 løg, i grove både

  • 2 fed hvidløg, knuste

GRØNT FYLD

  • Pak choi, i blade

  • Kinakål, i grove stykker

  • Skiver af lotusrod

  • Skiver af daikon (kinaradise)

  • Rengjorte shitakesvampe

  • Små broccollini

  • Fintsnittet forårsløg

  • 100 g ridsnudler, let udblødte

VEGETAR-UDGAVEN

  • 8 tofu skins og/eller tern af fast tofu

KØD OG FISK

  • 12 dumplings

  • 8-12 tynde skiver oksekød

  • 8 flotte rejer

  • Valgfri mængde kammuslinger

DIPPING SAUCE

  • 2 spsk. kinesisk sesampasta

  • 1 tsk. rød bønnepasta

  • 1 tsk. sesamolie

  • 1/2 tsk. fintrevet ingefær

  • 2 spsk. soja

  • 1/2 tsk. sukker

  • 2 spsk. koldt vand

DESUDEN - TIL AT TOPPE MED

  • Chiliolie, købt eller hjemmelavet

  • Tørret chili

  • Soja efter eget valg

  • En skål sesamfrø

  • Chili i flager

  • Hoisinsauce efter eget valg

Fremgangsmåde

Du kan variere i det uendelige – og du kan selvfølgelig også lave den i en almindelig gryde.

I min familie laver vi en stærk og en mild suppe – men du kan vælge fx en vegetar- og en kødversion, hvis I har begge slags spisere ved bordet. I så fald skal du huske at lave en grøntsagsversion af suppen også. Jeg har foreslået en del ingredienser til suppen, men meget mindre kan sagtens gøre det. Måske 6-8 slags. Beregn gerne 2-3 stykker af hver pr. person. Og husk at vælge fra både grønt-, vegetar- og fisk/kød-kategorien.

Suppebase: Kom bouillon, stjerneanis, ingefær, løg, hvidløg og soja i en gryde og kog det op i 5-10 minutter. Fisk smagsgiverne op med en hulske eller sigt suppen. Hold den varm.

Anret alt fyld i små skåle og på fade.

Dipping sauce: Rør sesampasta med rød bønnepasta, sesamolie, ingefær, soja, sukker og vand.

Sæt et blus på bordet og sæt gryden med suppe på. Brug gerne en klassisk todelt hot pot-gryde og lav evt. den ene side stærk med chiliolie og tørret chili. En almindelig gryde er også fin.

Dæk op med pinde og skåle, og kog nu hver især de forskellige ingredienser i den varme suppe.

Øs lidt suppe i din egen skål og kom dine tilberedte ingredienser i. Smag din egen suppe til med chiliolie, tørret chili, soja, sesamfrø, chiliflager og hoisin, præcis som det passer dig. Nyd det hele med dippingsauce til.

TIP Køb færdige dumplings eller lav dem selv.