Ludfisk koges mør med smør og lidt salt. (©DR)

Nordisk ludfisk

Her får du to opskrifter på ludfisk, som er en traditionel nordisk metode, man brugte i gamle dage til at konservere fisk, og samtidig sikre at den var sikker at spise. I programmet Frilandshaven lavede Jørgen sammen med Frank Jensen disse to opskrifter på ludfisk - Den ene er en gammeldags opskrift fra Norge, og den anden er en ny moderne opskrift fra Sverige. Lugten af ludfisk er efter sigende helt sin egen, men retten spises den dag i dag stadig i Norge og Sverige, hvor fisken koges sammen med smør og lidt salt.

Vær opmærksom på, at fisken skal udblødes og udludes i flere døgn.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

Opskrift fra Norge

  • 1 stk. lufttørret fisk med vandindhold på 10-12%, usaltet fx. sej, torsk eller lange
  • 4 l birketræsaske
  • 12 l vand
  • 2-6 dl knust kalksten

Opskrift fra Sverige

  • 1 stk. luftørret fisk
  • 35-70 g NaOH, kaustisk soda
  • 10 l vand

Fremgangsmåde

  1. Gammeldags opskrift fra Norge:
    Nakkestykker fra fisk er det bedste. De tørrede fiskestykker skal udblødes i ferskvand i 3-12 dage alt efter tykkelse. Vandet skal skiftes jævnligt. 
  2. Luden laves af birketræsaske, vand og knust kalksten. Fiskestykkerne skal ligge i luden i 2 - 4 døgn alt efter tykkelse. 
  3. Efter ludningen skal fisken udblødes i 3 døgn i ferskvand (skift vand jævnligt) og er dernæst klar til at blive kogt i ca. 30 min. med smør og salt.
  4. Moderne opskrift fra Sverige:
    Fisken udblødes i 4-10 dage. 
  5. Fisken skal ligge i ludblandingen i 1 - 2 døgn. 
  6. Efterfølgende udblødes i frisk ferskvand i 2 - 4 døgn. 
  7. Dernæst koges fisken i ca. 30 min med smør og salt. 

  • OBS: Brug handsker under ludningen idet birketræsaske sammen med vand/kaustisk soda er stærkt ætsende.