Sashimi her i Brdr. Prices udgave hvor laksen får et nordisk touch (©DR)

Nordisk Sashimi

Sashimi I Brdr. Prices udgave hvor laksen fået et nordisk touch. Den helt friske fisk dyppes i en svampesoya og duppes i frisk peberrod. Spis sashimien som forret eller gør den til del af en hovedret blandt andre små retter.

Fødevarestyrelsen anbefaler at alt fisk, der skal serveres rå, først bør være frosset så man er 100% sikker på at undgå parasitter. Det er naturligvis op til den enkelte, at afgøre om man vil følge anbefalingen eller ej.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 400 g Laks
    (fersk evt frosset)
  • 1 bakke blandede tørrede svampe
    (evt skovsvampe eller shiitake)
  • 3 - 4 dl neutral soya
  • måske smule finthakket forårsløg
  • 1 lille stk. Peberrod

Fremgangsmåde

De tørrede svampe pulveriseres i en krydderikværn eller en morter, og blandes herefter med soyaen. Soyaen må gerne stå og trække i minimum fire - seks timer, gerne længere. Den skal have en tydelig nuance af svampe. Hvis ikke den har det, så giv den en pose svampe mere og lad den trække lidt længere. Du kan også undlade at pulverisere svampene, men blot lade dem trække i soyaen. Dog kommer der lidt mere smag med, hvis de pulveriseres. Det er en god ide at si soyaen gennem en finmasket sigte inden servering, så man undgår små stykker svampe.

Skær laksen i passende stykker til Sashimi. Typisk er det rektangulære stykker lidt mindre end en tændstikæske, og ca 5-6 mm tyk. Peberroden rives på et fint rivejern, og laksestykkerne pyntes evt med en anelse finthakket forårsløg. Man spiser retten som en klassisk Sashimi. Dyp laksestykkerne i svampesoyaen og dup dem med den friskrevne peberrod. Personligt synes jeg, at ikke mindst den friskrevne peberrod, egner sig vældig godt i en  asiatisk inspireret  servering som denne, og at den i mine øjne faktisk smager bedre, end mange konserverede wasabi-typer.