(©DR)

Nori-sushi med soyasauce

Den karismatiske britiske tv-kok Ainsley Harriott lavede disse små ruller med nori-tang i sit tv-program. Rullerne er hosomaki, som er små ruller, der er lavet på en halv plade tang. Denne opskrift er nem og hurtig, og hosomakierne kan varieres i det uendelige. I opskriften er der vegetarisk sushi med agurk, gulerod eller avocado, og der en variant med laks.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 200 g japansk ris
    (nishiki)
  • 4 spsk. riseddike
    (eller hvidvinseddike)
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 0,5 stk. agurk
  • 1 stk. avokado
  • 175 g tun el. laks
  • 4 blade noritang
  • 1 spsk. wasabi
  • 1 spsk. syltet ingefær
  • 0,5 dl soyasauce

Fremgangsmåde

  1. Skyl risen grundigt i varmt vand og kom den i en gryde. Hæld vand ved, så det står 2,5 cm over risen. Læg låg på og kog risen stille og roligt i 12 minutter, eller til risen er færdig, og vandet er absorberet.

  2. Imens blandes eddike, sukker og salt. Stil blandingen til side. Så snart risen er færdig, tilsættes den eddikeblandingen. Rør rundt og lad risen køle helt af uden låg.

  3.  Skær agurk, avocado og fisk i stave. Del noripladerne og læg en halv på sushimåtten. Kom 2-3 spsk. risblanding på og fordel den ud over tangpladen sådan, at der efterlades en tom kant på 1 cm i den fjerneste del af tangpladen.

  4. Fordel en lille smule wasabi ud over det midterste af risen. Læg derpå en række med agurk- og avocadostave eller fiskestave hen over midten af risen. Rul tangpladen med ris og fyld til en cylinder. Pladens sammenføjning skal være nedad.

  5. Lav resten af rullerne på tilsvarende måde. Skift mellem de forskellige typer fyld.

  6.  Ret begge ender af rullerne til og skær dem over i seks lige store dele med en skarp kniv.  

  7. Kom skiverne over på tallerkener, pynt med syltede ingefær og server med soyasauce til. 

  • TIP: Vil du bruge frisk fisk i din sushi er det vigtigt, at fisken først har været nedfrosset i min. 24 timer. Bed din fiskemand om at få fisk der er egnet til sushi.