Nougatsnitter med pistacie
Her får du opskriften på Andreas nougatsnitter med pistacie, som hun lavede i 6. sæson af 'Den store bagedyst'. Snitterne kan med fordel laves i forvejen og er perfekte til kaffen.
Tilberedningstid:
2 timer
Antal portioner:
8 pers.
Kok og program
Ingredienser
Mørdej
- 180 g hvedemel
- 50 g mandler
- 110 g (koldt) smør
- 90 g flormelis
- 40 g æg
Nøddefrangipane
- 110 g usaltede pistacienødder
- 110 g mandelmel
- 200 g sukker
- 225 g (blødt) smør
- 90 g æg
Pynt
- 300 g nougat
- 2 spsk. usaltede pistacienødder
- 50 g hvid chokolade
- 50 g mørk chokolade
- 1 spsk. frysetørrede hindbær
Fremgangsmåde
Bund
- Blend mandlerne til fint mel i en nøddehakker. Bland mandelmelet med hvedemel og flormelis i en skål.
- Riv det kolde og hårde smør med et rivejern henover skålen med de tørre dele. Pisk delene sammen med en elpisker, til det ligner revet parmasanost (dette kan også gøres i en foodprocessor).
- Pisk ægget sammen og hæld det sammen med resten. Saml hurtigt dejen til en kugle og kom den i en frysepose. OBS: Dejen må ikke æltes eller arbejdes med for længe, den skal kun lige akkurat samles.
- Sæt posen i fryseren i 10 minutter, og herefter er den klar til at blive rullet ud.
Nøddefrangipane
- Kom pistaciekernerne i en nøddehakker og blend dem til fint mel. Bland pistaciemel, mandelmel, sukker, blødt smør og æg i en skål og pisk det til en ensartet masse.
Samling
- Rul mørdejen ud til et stor rektangel mellem to stykker bagepapir til en tykkelse på ca. 3 mm. Fjern forsigtigt det øverste stykke papir og læg dejen med det nederste stykke bagepapir på en bageplade.
- Stik bunden ud med en rektangulær bageramme ca. 25 x 32 cm og lad bagerammen sidde. Fjern den overskydende dej.
- Bag bunden ca. 8-10 minutter ved 190 grader varmluft.
- Fordel nøddefrangipanen på bunden og jævn den godt ud med en paletkniv. Kom massen lidt op ad siderne på bagerammen (ca. 1 cm). Frangipanen vil smelte lidt, hvis bunden ikke er kølet helt af, men det gør ikke noget.
- Bag kagen i ca. 15-20 minutter til den er let gylden. Lad kagen køle helt af og fjern forsigtigt bagerammen. Den skal lige hjælpes lidt med en kniv langs kanten.
Pynt
- Skær nougat i tern og smelt det over et vandbad. Når kagen er helt afkølet hældes den smeltede nougat over kagen og fordeles jævnt med en lang paletkniv (alternativt en lineal). Sæt kagen i fryseren til nougaten har sat sig.
- Smelt den hvide og mørke chokolade hver for sig over et vandbad og hæld dem i hver sit kornet. Klip et lille hul i kornetterne og pynt kagen med chokoladesnirkler.
- Til sidst drysses kagen med lidt hakkede pistacienødder og frysetørrede hindbær.
- Sæt kagen i fryseren igen i 5 minutter til chokoladen har sat sig.
- Skær de yderste 2 cm af kagen hele vejen rundt, så du har en skarp lige kant. Skær snitterne ud i trekantede stykker og anret på et fad.