Omelet kan blandt andet fyldes med grønne asparges, men kun fantastien sætter grænser. Steg f.eks. en rest kogte kartofler skåret i små tern på panden, inden æggemassen kommer på. (Foto: Maria Warnke Nørregaard ©DR)

Omelet med fyld

Omelet var det første ret, James og Adam Price lærte at lave i køkkenet. I programmet Spise med Price brugte Price-brødrene den nemme og hurtige opskrift på omelet til at lave en række af deres barndoms yndlingsomeletter med forskelligt fyld - blandt andet grønne asparges, krydderurter eller pinjekerner og gedeost.

Tilberedningstid: 15 min. Antal portioner: 1 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

Grundopskrift

  • 2 stk. æg
    (pr. person)
  • 1 spsk. olivenolie
  • salt og peber

OLELET MED PINJEKERNER OG GEDEOST

  • 1 spsk. pinjekerner
    (pr. person)
  • 3-4 skiver frisk, cremet gedeost
    (pr. person)

OMELET MED GRØNNE ASPARGES

  • 4-5 stk. grønne asparges
    (pr. person)

OMELET MED KRYDDERURTER

  • 2 tsk. finthakket persille
  • 2 tsk. fintskåret purløg
  • 2 tsk. finthakket kørvel
  • 1 tsk. finthakket estragon
  • 1 tsk. finthakket basilikum

OMELET MED PEPERONATA

  • 6 peberfrugter - røde, gule og grønne
  • 1 stort løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1-2 tsk. hakket timian
  • 1-2 tsk. hakket rosmarin
  • 1 dåse flåede tomater
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt, peber og sukker

Fremgangsmåde

Grundopskrift

Varm olien op i en pande med tefalbelægning til den er rygende varm. Imens piskes æggene grundigt sammen med et nip salt og lidt friskkværnet peber. Massen kommes på panden, mens der piskes grundigt med en gaffel.

Efter et halvt minut kommes fyldet på, og omeletten steges færdig og vendes ud på tallerkenen samtidig med, at man folder den ene halvdel over den anden.  

Det er vigtigt, at en omelet ikke får for meget, men bevarer en fugtig overflade. 

Med fyld af pinjekerner og gedeost

Sæt panden på blusset ved middel varme. Kom pinjekernerne på. Ingen fedtstof – de er fede nok i sig selv. Ryst panden jævnligt indtil de begynder at tage lidt farve. Hæld dem i en skål.

Kom nu olie på panden og lav omeletten. Så snart æggene er blevet pisket igennem på panden og er igang med at stivne, skal osten på. Skru lidt ned for varmen, så osten lige får tid til at smelte uden at omeletten får for meget. 

Drys pinjekerner på, vend omeletten ud og server. 

Med grønne asparges

Er aspargesene helt spæde og friske, behøver man ikke at blanchere dem først. Er det den sædvanlige supermarkeds-kvalitet, skal de lige have et par minutter i letsaltet vand. Del dem i en 3-4 stykker, inden de kommes i vandet. Tag dem op og stil dem til side. Lav omeletten. Efter ½ minut kommes aspargesene på. 

Med krydderurter

Frisk persille, purløg, kørvel, estragon, basilikum etc. Hakkes fint og tilsættes æggemassen inden den kommer på panden. 

Med peperonata

Rens pebrene og skær dem i mellemstore tern. Skræl løg og hvidløg og hak begge dele. 

Varm olien op på en pande, kom løg og hvidløg på, og sauter til løgene er gennemsigtige. Kom pebrene på panden sammen med krydderurter og lad det hele stege ved middel varme, til pebrene begynder at falde sammen. 

Kom flåede tomater på og evt. lidt vand, og lad peperonataen koge, til alt er mørt, ca. 20 minutter. Smag til med salt, friskkværnet peber og lidt rørsukker.  

Ud over fyld i omeletter er peperonata fremragende som tilbehør til mange retter.