Hvis du ikke er helt vild med konsistensen af østers, ville du med fordel kunne spise denne suppe. Den velkendte lidt slimet konsistens er nemlig gemt væk i den friske persillesuppe (©DR)

Østers-persillesuppe

I prorammet 'ka' de li' østers' viser Adam og James Price, hvordan forskellige retter med østers kan se ud. Her er det østers-persillesuppe der bliver lavet. en lækker forret, der kan få alle med på at spise østers.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 2-3 stk. østers pr.mand
    (alt efter størrelse)
  • 0,5 stk. løg
  • 0,5 stk. porre
  • 1 stk. persillerod
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 8 dl fiske- eller snydefond
  • 100 g smør
  • 1-2 kopper hvidvin

Fremgangsmåde

  1. Kom et god håndfuld af den skyllede, bredbladede persille i blenderen. Der skal være meget persille! Kom 50-75 gram smør ved. Hæld østersene i blenderen og til sidst den varme fond. Der må godt komme lidt løg og kogt persillerod, i skiver,  med i suppen. Låg på blenderen og blend! Gerne 1 minut. Den skal blive fint grøn af persillen og blendes fuldkommen igennem.

  2. Østersene og grøntsagerne er med til at emulgere suppen. Er den for tynd, blendes lidt flere af de kogte grøntsager med. Passér suppen gennem en sigte. Pres det hele med ud. Lun suppen op og pisk det sidste smør ind i suppen og smag til med lidt salt, peber og evt. lidt citronsaft eller en anelse sherryvineddike. Østers og smør bør jævne suppen, så den er delikat cremet.

  3. Anret suppen på den dybe tallerken pynt med salat og server straks. 

Snydefond

  1. Hvidvin, vand, hønsebouillon eller fiskebouillon-terning koges lidt ind med det skivede hvide løg og den ene persillerod skåret i små stykker. Lidt stilke af persillen kan også kommes ved. Det koges en 15-20 minutter for svag varme indtil man ca. har den ønskede mængde. Smag til med salt og peber.