Ovnbagt kulmule eller torsk kan laves på mange forskellige måder, men med denne opskrift bliver fisken både frisk og dejlig saftig. (©Colourbox)

Ovnbagt kulmule med grøntsager

Lækker, bagt kulmule med en frisk spidskålssalat. Du kan også bruge torsk i stedet for kulmule, hvis det er nemmere at få fat i. Opskriften er en del af en madplan, som madformidler Siri Robinson præsenterede en familie for i DR1-programmet Madmagasinet om hurtigmad og det såkaldte food prepping.

Tilberedningstid: 35 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 1 filet af kulmule med skindside, 500-600 g
  • Lidt salt
  • Friskkværnet peber
  • 1 lille fintsnittet fennikel
  • 1 lime i tynde skiver
  • 2 spsk. olivenolie

Salat

  • 1 lille spidskål
  • 150 g broccoli
  • 8-10 radiser
  • Frisk kørvel
  • Saft fra 1/2 citron
  • Revet skal af 1/2 citron
  • Lys balsamico
  • 200 g fuldkornsspeltbrød

Fremgangsmåde

  1. Snit fennikel fint og skær lime i skiver.
  2. Snit kål, broccoli og radiser fint og bland dem i en skål for sig.
  3. Sæt ovnen på 200°. Læg fisken på en plade med bagepapir, drys salt og peber samt fennikel og limestykker over. Dryp til sidst med olivenolie.
  4. Bag fisken i ovnen i 15-20 minutter, til den er fast.
  5. Smag salaten til med frisk kørvel, olivenolie, citronsaft, citronskal, balsamico samt salt og peber. Server salaten til fisken med groft brød til.