Pandekager er alsidige. De kan spises morgen, middag og aften og både med fyld fra det salte og søde køkken - hvis du vil fylde dine pandekager med andet end is og sukker, så undlader du bare sukker og vanilje i opskriften. (Foto: BSIP ©getty images)

Pandekager uden æg

Har du lyst til pandekager, men virkeligt ikke lyst til at gå ned til supermarkedet for at købe de æg, du mangler? Frygt ej. Pandekager kan sagtens laves uden æg - og stadig være drønlækre.

Opskriften giver cirka 10 pandekager.

Tilberedningstid: 25 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • Cirka 250 g hvedemel
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. salt
  • 7 dl mælk
  • Cirka 50 g smør
    (25g til dej, 25g til panden)

Fremgangsmåde

  1. Smelt smørret ved lav varme i en gryde, mens du kommer mel, sukker, vanilje, bagepulver, salt og eventuelt lidt kardemomme i en skål. Bland det sammen.
  2. Bland mælken i det smeltede smør. Smør og mælk hældes lidt efter lidt i melblandingen og piskes sammen løbende. Når dejen har en ensartet og blød konsistens, varmes en pande med en klat smør på middelhøj varme på komfuret.
  3. Når smørret bobler og er gyldent, hælder du lidt af dejen på panden. Lav evt. en lidt mindre pandekage først, så du kan smage, om dejen er, som den skal være. Justér dejblandingen med ekstra mælk, mel eller sukker, alt efter hvad du synes.
  4. Bag pandekagerne – og spis dem med is, syltetøj, Nutella eller bare drysset med sukker.