Server små stykker panforte til en god kop espresso. (©Shutterstock)

Panforte

Den italienske konfektkage panforte med tørret frugt og nødder er krydret og intens. Det er ikke en kage, man spiser store mængder af, men et par mundfulde til en god kop espresso er som at rejse til Siena med smagsløgene på et par sekunder.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 10 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 160 g flydende honning
  • 130 g sukker
  • 100 g hakkede valnødder
  • 100 g hakkede mandler
  • 100 g hakket sukat
  • 100 g hakket pomerans
  • 100 g hakkede figner
  • 50 g kakaopulver
  • ½ tsk. stødt muskat
  • ½ tsk. stødt nellike
  • ½ tsk. stødt koriander
  • ½ tsk. stødt allehånde

Fremgangsmåde

Varm honning op i en lille gryde og kom sukkeret i. Lad det opløses og varm blandingen op til ca. 115 grader. Brug sukkertermometer eller se om en lille smule af sukker-honning-blandingen danner en lille, blød kugle, når den droppes i et glas koldt vand. Så er temperaturen i orden.  

Bland alle ingredienserne i sukker-honning-blandingen. Den bliver meget fast i konsistensen og svær at arbejde med – men bliv ved! Kom dejen i en velsmurt springform 20-22 cm i diameter. Pres sammen og glat ud til overfladen er ensartet og fylder formen.  

Bag ved 150 grader i ca. 30 minutter. Tag panforten ud af formen og lad den afkøle. Den kan holde sig i lang tid i en lufttæt beholder. Drys med florsukker og skær den i meget tynde stykker.